tirsdag den 31. januar 2012

Jeg glæder mig

Som et lille barn. Om 30 uger skal jeg på ferie. Manden og gøjen bliver hjemme mens mor skal forbedre sine kreative færdigheder med en god veninde. For at sikre, sushi og sladder ikke får overtaget har vi bestilt et ophold på et meget kreativt sted:

  
Billedet er fra denne fine blog

Jeg har aldrig været på højskole før men er spændt på konceptet. Jeg satser på glade, kreative mennesker (måske skulle der realistisk set stå kvinder?) og en masse dejlig mad, jeg ikke selv skal lave. Jeg er SÅ klar og nu er der kun en vinterferie, en påskeferie, en eksamensperiode, en vuggestueindkøring og en sommerferie inden.

Nu håber jeg så bare at der er plads på kurset....

søndag den 29. januar 2012

My life at the moment

Mit liv er desværre ikke fyldt med strik og lækkert garn. Det er fyldt med arbejde, hele tiden. Jeg elsker mit job men elsker også at holde fri. Jeg nørkler med oplæg og skeler til stilebunken der er ualmindelig høj i disse dage. Jeg orker egentlig ikke det her, selvom det er ret så spændende. Jeg har brainstormet og er kommet til at mit liv er et stort tankemylder, der ser nogenlunde sådan her ud:

http://www.wordle.net/show/wrdl/4748078/Untitled

Lad os se, hvordan det ser ud i næste weekend

fredag den 20. januar 2012

Amerikansk inspiration

Jeg har købt denne bog:

Rowans Greatest Knits 

Jeg ved ikke om jeg bliver dygtig nok til at strikke modellerne, men der er mange ret fine ting. Modellerne i bogen er meget amerikansk inspirerede med mange cardigans i douce farver. Jeg vil, til at begynde med, nyde billederne og håbe mine evner rækker - engang

mandag den 16. januar 2012

Spændt

-eller spændt ud. Sådan så min stue ud i går i eftermiddagens solskin:


Tina blev færdig og for første gang nogensinde har jeg blokket et færdigt projekt. Jeg troede ikke, forskellen ville være så stor som den rent faktisk er. Blondekanten ser meget finere ud nu end den gjorde lige efter den var strikket. Flere bloggere har klaget over størrelsen. Jeg synes det har en lidt aparte størrelse, det er lige i det lille til at være rigtig "putte-agtigt" og lidt for stort til at være en halsklud. Hængt over min sofa ser det sådan her ud:




Farverne er blevet rigtig fine. Dette nærbillede gengiver dem vist bedst:




Faktaboks:

Garn: Rasmillas yndlingsgarn (45% bomuld, 55% lammeuld), 350m pr. 50g.
Forbrug: Syrlig grøn: 45 g., råhvid: 20 g, brombær: 25 g.
Design: Tinas tørklæde af Sanne Bjerregaard, Rasmilla
Pinde: knit picks str. 5
Hot?: Farverne er et hit. Det er lige i det lille, men det skal nok blive brugt. Det næste er allerede på pindene så alt i alt må det siges at være en succes.

onsdag den 11. januar 2012

Billedløs...

...i hvert fald i dag. Jeg er begyndt på arbejde efter en lang barsel og har derfor ikke lige fået taget et billede. Men Tina er færdig, hun skal bare blokkes så kanten rigtig kan blive fin. Selvom jeg blev advaret om at kanten var lidt triviel at strikke gik det ganske fint, jeg tror måske det er fordi det er første gang jeg strikker lace (som jeg har lært, det hedder).

Når et strikketøj er færdigt må man jo begynde på et nyt, jeg er begyndt på et til i farven muskat (eller nut meg). Planen er at det skal være lidt større, lad os se om intentionerne holder.

torsdag den 5. januar 2012

Brattleboro hat

Mit fine projekt i muskat-garnet endte helt i skoven. Man skulle slå 244 masker op og strikke mønster. Det gik fint de første 10 pinde men så gik det galt. Helt galt, pludselig havde jeg kun 235 masker og en masse mærkelige huller og omslag. Jeg droppede det.

Mønsteret var taget fra en rigtig fin bog, og da jeg bladrede i den fandt jeg frem til mønsteret på en hue, jeg kunne strikke af garnet. Resultatet er ikke helt fantastisk, men her er det (se venligst bort fra modellen):

De professionelle strikke laver sådan ngole faktabokse, så det vil jeg også:

Mønster: Melissa LaBarre, fra bogen New England Knits
Garn: Best Blend fra Garn-iture, ca. 30 gram. Det er 55% lammeuld og 45% bomuld, (350m/50 g).
Farve: nut meg
Pinde: Str 5, knitpro strømpepinde
Hot or not: Ikke helt hot. Den sidder ikke fantastisk idet den ikke dækker ørerne helt. Næste gang jeg strikker den skal jeg nok gå lidt ned i pindestørrelse og så lave ribben lidt bredere. Den er lidt svær at strikke men jeg er meget godt tilfreds med det meste af udførselsen.

Næste projekt der startes er ikke strik, til gengæld håber jeg at kunne få hjælp til Tinas tørklæde i strikkecafeen i aften.

søndag den 1. januar 2012

Nyt år

I dag er det 1. januar. For mange betyder det at de laver nytårsfortsætter og har ideer om hvad de gerne vil i det nye år. Jeg er lidt lige sådan, dybest set kunne jeg jo lige så godt søsætte mine kommende tiltag en hvilken som helst anden af det kommende års 365 dage.

Jeg ønsker ikke at ændre mit liv radikalt. Det er det alt for godt til. Jeg bor dejligt, befinder mig dejlige steder og er omgivet af mennesker jeg holder af. Det er mig selv og min tiltang til tilværelsen jeg gerne vil justere lidt på. Måske skulle man nærmere kalde det optimere, for det er jo ikke en ændring af min tilværelse, bare et forsøg på at udvide min horisont en lille smule.

Jeg burde nok hoppe på slanke- og motionsbølgen, der sidder stadig et par irriterende kilo efter graviditeten. Jeg burde nok blive bedre til at rydde op og gøre rent
Jeg burde nok gøre lidt mere ud af mit udseende

Alligevel er de to valgte indsatsområder:

1. I løbet af 2012 vil jeg lære at hækle.
2. Jeg vil bliv bedre til at organisere

1. Til formålet har jeg købt denne:

Hækleskole af Sys Fredens, ISBN 9788779058484 Billedet er fra saxo.dk

Jeg er ikke typen der kan lære mig selv at hækle. Jeg er nødt til at have instruktion fra et andet menneske. Alligevel tror jeg på det er en god ide med en bog der kan give mig et billede af hvad hækling egentlig er. Jeg håber, den kan give mig en ide om materialer og indkøb, der kan gavne processen frem mod at kunne hækle (bare en lillebitte smule) om 365 dage.

2. Jeg synes jeg er for dårlig til at holde orden. Papirer bliver opbevaret i uskønne stakke istedet for praktiske ringbind eller arkivsystemer. Samtidig vil jeg blive bedre til at bruge en kalender, det vil i sidste ende give bedre mulighed for at jeg kan overskue dagens gøremål istedet for jeg bare har en lang, uoverskuelig to-do liste i hovedet.

Med ønsket om at alle får det bedste ud af det kommende år 2012