Jeg har været væk fra bloggen et par måneder. Jeg har arbejdet med den kommende Årets Korssting. De kreative timer er blevet brugt på korssting i mange titusindvis. Det har været spændende, udfordrende og hemmeligt!
Nu er ferien kommet. Heldigvis!
Den stribede trøje jeg begyndte på i min ferie i uge 12 er endelig færdig. Den har været hyggelig at strikke og den er også ganske god færdig. Den er vokset en del i vask men hellere det end det modsatte, nu er jeg sikker på at der er plads til en langærmet trøje indenunder.
Jeg har prøvet at tage nogle af de meget berømte selfies med trøjen på men det yder altså ikke trøjen retfærdighed, så det bliver kun dette billede hvor man til gengæld ser de flotte lilla farver rigtig fint
Faktaboks
Pind: Knit Pro træ, str. 5 - dog er der brugt p. 4,5 i de nederste striber på ærmerne
Garn: Knit Picks Palette i farverne: White, Mulberry og Bouquet Heather
Forbrug: Der er brugt i alt 250 g. garn - de fordeler sig på 100 g. hvid og 75 gram af hver af de andre farver.
Kommentarer: Jeg har afsluttet ærmerne og kroppen med en 'knæk-kant' - jeg har strikket en omgang vrang og syet op med kitchener stitch. Det har gjort at ærmerne er blevet meget brede forneden, næste gang skal der tages mere ind på ærmerne. Raglanudtagningerne er lavet med et omslag på hver side af to glatstrikkede midtermasker, omslagene strikkede jeg drejet på næste pind.
Der bliver ganske givet en næste gang, trøjen er nem at strikke og rigtig fin i brug