torsdag den 25. maj 2017

Aarhus sjal

Omkring nytår havde jeg vilde planer for hvad jeg ville nå i 2017. De var alle realistiske, og det går egentlig okay med at overholde de fleste. Min strikkepause har sat mig tilbage på de strikkerelaterede punkter, og strikkepausen har også været skyld i at jeg ikke har fået noget færdigt, jeg kunne skrive om her.


Årets første nytårs-forsæt-projekt blev Aarhus fra Susie Haumanns Urban. Jeg havde oprindelig planer om tre sjaler, så der mangler stadig lige et par stykker. Jeg overvejer Kerteminde, også fra Susie Haumanns bog, det synes jeg er superflot i al sin enkelhed.


Aarhus er strikket som en morsdagsgave, og farver og mønster havde min mor selv valgt. Hun valgte først Aarhus og derefter farven blå. Jeg havde personligt valgt nogle lidt mere jordnære farver, men min mors valg falder altid på blå. Jeg prøvede i første omgang at overtale hende til at vælge et sjal/tørklæde, der var sjovere at strikke, og som ikke krævede mere garn end jeg havde i gemmerne. Hun var hun urokkelig, og mumlede noget med at jeg jo skulle lade være med at spørge hvis jeg alligevel selv ville bestemme.


Min gode strikkeveninde reddede mig og supplerede med garnrester til mine egne, og så havde vi tilsammen nok til et sjal. Alle tanker om hvor kedeligt det var at strikke blev gjort til skamme. Det gik faktisk rigtig fint, farveskiftene gav lidt variation, og jeg blev undervejs så glad for farvevalg og retriller at jeg overvejer noget i samme stil til mig selv engang.




Faktaboks


Opskrift: Aarhus fra Susie Haumanns bog Urban
Pinde: Knit Pro str. 3½ mm
Garn: Der er en gennemgående tråd superfine Alpaca fra Garnudsalg i antracit-grå (ca. 100 g). erudover er der brugt diverse supersoft-rester i blå, grønne og grå nuancer (der er brugt 10 farver i alt)