Viser opslag med etiketten Bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bøger. Vis alle opslag

fredag den 24. februar 2017

Skappelgenser a la moi

Inden jul besluttede jeg mig for at strikke en Skappelgenser til min søster. Planen var at den skulla ligge under træet den 24., men den er først lige blevet færdig. Det har - uden sammenigning - været det mest kedelige stykke strik rigtig længe.

Jeg vidste det jo egentlig godt da jeg startede: mønsteret var for en enkelt og for udetaljeret til at det ville blive fantastisk. Garnet er blødt og dejligt, men det det er meget løst i strukturen - og det hjælper heller ikke så meget når man strikker en model uden nogen form for detaljer.

Jeg synes, trøjen er blevet fin, men jeg ærgrer mig over at jeg overhovedet startede den. Jeg kunne nemt have fundet en anden model, der ville kræve meget lidt koncentration at strikke og som havde lidt mere at byde på - f.eks. en ordentlig halsudskæring eller en smule taljering. Det ville have givet en bedre trøje og knap så megen mangel på motivation.

Jeg har prøvet trøjen, og selvom jeg ser lettere bøvet ud er trøjen rigtig rar at have på. Og det er jo også en kvalitet....

 
Faktaboks
 
Pinde: Knit Pro Karbonz str.7 mm
Opskrift: Skappelgenser af Dorthe Skappel fra bogen Nem strik på store pinde
Garn: Drops Alpaca og Drops brushes alpaca Silk
Hot eller not: Den er ikke mit bedste stykke strik. Skal den på pindene igen skal der strikkes i noget lidt kraftigere garn og der skal bruges lidt krudt på tilretning så der bliver en bedre pasform 

lørdag den 10. september 2016

En stribet en cardigan

Nogle strikdesignere er helt fantastiske til at lave enkle designs og meget velskrevne opskrifter.

Det der med hvornår en opskrift er velskrevet er nok egentlig et spørgsmål om smag og behag - jeg kan godt lide at de er overskueligt sat op og at de er skrevet i et sprog, jeg forstår. Det er svært at sige hvad der gør at jeg forstår det, men nogle gange sidder jeg og kæmper med opskrifter, der burde være ret enkle. Andre gange kan jeg klare det mest komplicerede fordi jeg kan se opskriftens 'trin' for mig i hovedet.

Rachel Søgaard skriver nogle, for mig, letforståelige opskrifter - og hun laver skønne ting. Jeg har haft bogen Ti Trøjer liggende ret længe uden at strikke derfra. Mange af modellerne har fristet siden jeg så dem strikket op i Rasmilla da bogen udkom. En af modellerne var cardigan nummer en, som dog var strikket op i nogle farver, jeg slet ikke kunne forliges med.

Men da jeg havde rester i det lækre håndværksgarn fra Hjelholts uldspinderi til overs besluttede jeg at supplere resterne og strikke en stribet version af nummer 1.


Der blev suppleret med lamauld fra camarose i farver, der kunne samle de hvide og grå nuancer og samtidig skabe lidt liv. Jeg synes gerne, strik må fylde visuelt når man har det på. Især en model som denne, der er strikket på tykke pinde og derfor vil blive bruge som en varme-trøje og ikke som en bluse-trøje.
Det er gået rigtig fint med at strikke den. Pind 5 er meget samarbejdsvillig og opskriften er super simpel, især når man dropper mønsteret på bærestykket og strikker striber. Resultatet er blevet vildt dejligt og trøjen har hængt på mig de dage, hvor det har været bare det mindstse køligt.

 
Faktaboks
 
Mønster: Nummer en fra bogen Ti Trøjer
Pinde: Den er strikket på pind 5, Knit Pro karbonx
Garn: Håndværksgarn fra Hjelholt (råhvid, lysegrå, antracit) og lamauld fra Camarode (karry, lyseblå, marine). Der er brugt 2 nøgler af hver af lamaulden
Ændringer: Jeg har strikket lidt strammere end strikkefastheden. Det gav en lidt mere tætsiddende trøje end i bogen, og det har gjort den mere taljeret. Jeg kunne med fordel have strikket ærmerne på en lidt tykkere pind, dem ville jeg gerne have haft lidt løsere. Det er nok fordi jeg strikker lidt strammere når jeg strikker rundt. Den er strikket lidt længere end opskriften så den varmer lidt længere ned bagpå
Hot eller ej: Den er for dejlig 

mandag den 23. maj 2016

Striber

Det er ikke sådan at der ikke er sket noget på krea-fronten de seneste 6 uger. Jeg har haft travlt med at brodere modeller til Årets Korssting 2017, som udkommer i august måned. Det betyder, at der har været meget få færdige projekter, der rent faktisk kunne vises frem.


Derudover har jeg haft en tendens til ikke rigtig at få gjort tingene færdige. Striber, som jeg begyndte at strikke på i september har i flere måneder bare mangler knapper og jeg har bare ikke rigtig fået dem syet i. Det tog mig 10 minutter søndag morgen og det var en stor lettelse at de kom i. Jeg synes de små hjerter er rigtig gode til trøjen.




Faktaboks


Mønster: Rachel Søgaard fra bogen Mange masker
Garn: Lammeuld (650 m/100 g) fra g-uld. Der er brugt ca 100 g. i farven indigo og ca. 50 g. i farven rejnfan.
Pinde: Den er strikket på pind 2½ og 3. Der er brugt Knit Pro karbonx
Ændringer: Jeg har strikket rib i kanterne i stedet for retriller, jeg synes det giver et lidt bedre fald i kanterne.
Hot eller not: Den er super lækker. Jeg strikkede en for nogle år siden og jeg får helt lyst til at lave en tredje udgave i lidt mere afdæmpede nuancer. Det får vente, pind 3 er en udfordring for en utålmodig sjæl som jeg.

lørdag den 9. april 2016

Varme fødder

Nogle gange overvejede jeg, hvad jeg lærte i folkeskolens håndarbejdstimer. Jeg kunne allerede strikke retmasker og betjene en symaskine til husbehov da jeg startede, og jeg kunne ikke rigtig mere da jeg sluttede. Jeg tror, det er en af årsagerne til at jeg aldrig rigtig lærte nogle af de helt basale håndarbejdsting, som for eksempel at stoppe strømper.


Det skal ikke forstås som en kritik af min lærer eller skole, hun var vældig sød og vi var 20, der skulle have hjælp samtidig. Nogle ville måske også indvende at det var noget man lærte hjemme, men jeg har aldrig set min mor stoppe en strømpe så der har jeg heller ikke lært det. Jeg sidder mere med en undren over hvad man egentlig skal bruge et symaskinekørekort og knytning til. Det havde da været federe at vide noget teoretisk om forskellen på uld og bomuld, og så havde det jo været fedt hvis jeg kunne stoppe strømper.


Derfor blev lørningen på at mine hyggesokker var blevet mere hullede end sammenhængende at jeg strikke en ny fod, for jeg kunne jo ikke finde ud af at stoppe dem. Det har givet nogle uens, men meget personlige strømper:




Klik for at se indstillinger

Da jeg var nede i strømpestakken fandt jeg noget strømpegarn, jeg fik af en kollega da jeg skiftede job. De blev forvandlet til et par sokker efter samme princip - det vil sige to tråde og så strikket på pind 4. Det går lidt hurtigere og er lidt mere overskueligt for sådan en som jeg.

Klik for at se indstillinger

Klik for at se indstillinger

Billederne vender lidt mærkelig, jeg håber, det kan anes at de passer fint og nok skal holde mine fødder varme, det trænger man jo til på denne årstid ;-)

Faktaboks:

Garn: Organic wool and nettles i to blå farver fra Onion, jeg ved ikke hvor meget
Pinde: 4 mm, Knit Pro træ
Opskrift: Ann Budd, Getting started knitting socks
Fakta: Der er slået 44 masker op og strikket 1-1 rib

Faktaboks:

Garn: Bumbo strømpegarn i farveskiftegarn i to forskellige grønlige nuancer - det ene med lilla
Pinde: 4 mm, Knit Pro træ
Opskrift: Ann Budd, Getting started knitting socks
Fakta: Der er slået 44 masker op og strikket 1-1 rib




fredag den 4. marts 2016

Fru fornuftig...

...er så ikke mig.


I starten af året proklamerede jeg frisk og frejdig at jeg skulle bruge af det bugnende krea-lager inden jeg købte noget nyt. Det holdt til i dag hvor G-uld havde åbnet en popup shop i København. Jeg er jo i gang med at strikke striber i deres uld og det er en stor glæde. Garnet har de skønneste nuancer, og der er bare noget rigtigt ved at garnet er plantefarvet.






Jeg kommer til at have noget tilovers fra striberne og det skal så kombineres med de tre nye fed. De to er ufarvede og det tredje er farvet med kraprod. Planen er en trøje, men lad os nu se - indtil videre lader jeg som om jeg er fru fornuftig og strikker videre på striberne inden jeg tager hul på de nye fed.


Så var jeg omkring Uldstedet og fik omsat et gavekort til Annette Danielsens Vinterdage. Jeg har nu 7 af hendes bøger uden at have strikket en eneste af hendes modeller, det er da meget godt klaret...Jeg er helt overbevist om at jeg skal prøve at strikke noget ad hendes og overvejer at Ulvetime kunne være et godt bud på en ny trøje. Utroligt som jeg altid falder for modeller strikket på pind tre, de tager jo for lang tid at strikke!







fredag den 31. juli 2015

Lidt små, varme projekter

Jeg har brugt den seneste tid på at hygge med de dejligste mennesker i mit liv. Det har været super skønt at have tid til at være sammen med mand, barn, mor, søster og diverse venner.

Jeg har fået strikket en smule, mest nogle små projekter, der løb af pindene mens tantetæppet blev færdigt.

Der er blevet et sæt mor-søn huer til gøjen og jeg. De er strikket i noget dejligt Nepal fra Drops


Faktaboks

Mønster: Barley hat fra Tincan knits
Garn: Nepal fra Drops, et enkelt nøgle til børnestørrelse (toddler) og ca. halvandet til voksenstørrelsen.
Pinde: Knit Pro strømpepinde str. 5
Hot or not:  De er super fine. Garnet er dejligt at strikke med. Jeg har strikket voksenmodellen lidt mere slouchy en børnemodellen, det gør at de ikke ser helt ens ud


Det er også blevet til en lille, klassisk rilletrøje i to nøgler alpaca fra Drops. Jeg har ikke en aftager endnu, jeg satser på at den kan blive afsat engang


Faktaboks

Opskrift: Rilletrøje fra Lene Holme Samsøes hæfte Babystrik på pinde 3 - den er strikket i den mindste størrelse
Pinde: Knit Pro træpinde str. 3 mm.
Garn: 50 g. grøn alpaca fra Drops og 50 g. grå alpaca fra Drops
Hot eller nok: Den er meget sød. Hvis den skal strikkes igen vil jeg lave knaphullerne lidt mindre og jeg vil placere dem anderledes end i opskriften.

søndag den 29. marts 2015

Camomille

Helga Isagers Camomille er endelig blevet færdig.

Det er blevet dejligt, blødt og kæmpestort - måske faktisk en smule for stort. Opskriften har jeg strikket før, det er et dejligt stykke strik fordi det er så enkelt. Man husker nemt mønsteret - også det til kanten, der endda ser meget raffineret ud.

Det er strikket i silkwool og alpaca fra garnudsalg. Jeg løb tør for silkwool et sted midt i kanten så resten blev strikket med højlandsuld. Jeg bilder mig selv ind at det giver sjalet personlighed og sjæl.

Silkwool er et lækkert garn, jeg elsker kombinationen af silke og uld. Jeg er dig ikke super begejstret for at garnudsalg silke-uld er så meleret som den er. Hvis jeg nu havde været i butikken havde jeg set det, så havde jeg måske valgt noget andet.

Nu skal det vaskes og blokkes, måske det sker inden det er vinter igen. Lige nu overvejer jeg mere hvilken farve det næste skal have.



Faktaboks:

Mønster: Helga Isager, Camomille (fra Amimono Knit Collection 2010 og Fintstrikket)
Pinde: Strikket på pind 3 og 3½ med Knit Pro Karbonx
Garn: Silkwoll, højlanduld og tynd alpaca fra Garnudsalg - jeg kan ikke huske hvad farverne hedder, måske hed den ene blå melange
Ændringer: Det er strikket større end i opskriften
Hot eller not: Det skal blive brugt

onsdag den 6. august 2014

Striber

Endelig er striberne færdige. Pind 3 kræver tålmodighed, men resultatet er dejligt. Blødt, let og lunt. Jeg er blevet meget glad for farverne, både den blågrå bundfarve (som er indkøbt til formålet) og striberne, der er dannet af diverse rester.

 
 

Faktaboks
 
Mønster: Striber af Rachel Søgaard fra bogen 'Mange masker'
Garn:
100 g Rasmillas luksusgarn i farven gråmelange
Ca. 20 g. af hver af følgende:
Rasmillas luksusgarn farve off-white,
Rasmillas yndlingsgarn farve brombær
Holst coast i farverne aconite, skylight, marlin og asparagus
 
Pind: Kanterne er strikket på p. 2,5 og resten på pind 3 - knit pro
Knapper: Perlemorsknapper
Hot or not: Strikkeprocessen har været lang og krævende. Der er nogle meget lange vrangpinde og der er hæftet rigtig mange ender. Trøjen skal nok blive brugt, den er lækker og let at strikke og have med. Hvis den skal strikkes igen skal der nok ikke være helt så mange stribefarver, jeg drømmer lige nu om en trøje i to farver. 

torsdag den 17. juli 2014

Lopper fra ferielandet

Jeg ved faktisk ikke om det er rigtige lopper for det er ikke købt på loppemarked. Jeg er rigtig glad for genbrugstanken, derfor frekventerer jeg ofte genbrugsbutikker når jeg kan komme til det.

I de seneste måneder har jeg været heldig i flere genbrugser,

Hos Kirkens Korshær i København fandt jeg en bog fra Eva Rosenstand med korsstingsmotiver. Jeg er normalt ikke til hendes ting men disse nisser kunne jeg slet ikke lade stå på hylden:

 
 
I Grenå var jeg heldig at finde korssting, en anden havde syet. Skønne, julede korssting på den grafiske måde, jeg bare elsker. Jeg måtte erkende med mig selv at jeg næppe får dem lavet selv, nu vil jeg glæde mig til december og lægge min helt nye mormor-løber på bordet:
 


I Ebeltoft faldt jeg på det nærmeste over denne Årets Korssting fra 1983 - der er vist ikke så meget at sige, jeg elsker korssting, jeg elsker blomstergarn og de motiver Gerda Bengtsson kunne fremtrylle.

 
 
 
På Rømø var jeg heldig at finde Annette Danielsens Sommerstrik. Lige umiddelbart er der ikke nogen af modeller jeg MÅ strikke, men de er søde og jeg får måske lavet noget en engang. Om ikke andet har jeg støttet Røde Kors ved at købe noget en anden havde tilovers og det er en god tanke.
 




torsdag den 20. februar 2014

Mere inspiration

Jeg var forbi genbrugsen forleden - og jeg var heldig. Hele to dejlige broderebøger lå og ventede på mig


 
De to billeder er fra bogen 'Årets korssting 1978'. Det er nogle fantastiske bøger, der viser hvor forskelligt korsstingsbroderi kan fremstilles. 1978 er tegnet af dronningen og er på ingen måde den bog, jeg synes er mest fantastisk, alligevel er den inspireret. Dronningen har ladet sig inspirere af vejret i Danmark og derefter designet 12 forskellige broderier, alle i en cirkel.
 
Den anden bog er en klassisk Gerda Bengtsson med skønne planter i dejlige farver. Jeg kan ikke få den vendt så man kan se den ordentligt - øv!
 


fredag den 31. januar 2014

Lys i det grå

Jeg synes godt nok at alt er gråt og kedeligt for tiden. Jeg har længe villet tage et par billeder til bloggen men jeg har ikke været hjemme i dagslys og så har det ikke givet så god mening.

Jeg håber, det bliver i weekenden jeg kan få taget et par billeder for selvom energiniveauet er vinter-lavt er der lavet en smule.

her er et proces-billede:

 


Det er et Camomille, jeg har strikket. Garnet er noget helt andet end Isagers, men det er blevet super skønt alligevel. Jeg havde ikke fået garn nok, så det er ikke blevet så stort som i opskriften, men stadig rigtig fint.

Midt i alt det mørke og grå er jeg ramt af en ondsindet forkølelse der holder mig på et overlevelses-niveau. Jeg når ikke så meget. I dag fik jeg så en fantastisk besked, jeg har vundet Charlotte Kaaes bog 'Krydret Strik', den kan da kun sætte kulør på alt det grå og er det ikke noget med at stærk mad hjælper på forkølelse? Det samme gør stærke farver sikkert!

God weekend!

lørdag den 11. januar 2014

Inspiration

Vejret tillader ikke fotos så jeg har været ude at låne billeder af min nytårsgave. Gaven er fra mig til mig og består af to bøger til samlingen.

Begge bøger er meget fine og jeg tror bestemt jeg kommer til at strikke noget fra dem begge. Det er dog sjovt at se så stor betydning det har om det er en forfatter der har lavet hele bogen eller om det er mange forskellige. Begge bøger har deres charme, men hvor alle modeller i Østen for Solen er i samme garnkvaliteter og stilmæssigt er ens er der kæmpe variation i Mange Masker.

Der er flere modeller i Mange Masker jeg allerede nu kan sige, jeg aldrig kommer til at strikke, det er der ikke på samme måde i Østen for Solen.

Min helt klare favorit i Østen for Solen er 'Ris'. De fleste virker til at være faldet for 'Tempelblomst' som også er rigtig fin, jeg tvivler dog på hvor meget jeg få brugt den model. I Mange Masker er jeg ret vil med Rachel Søgaards meget enkle trøje, dog er jeg lidt skeptisk ifht. min tålmodighed og pind 2½ og 3. Ellers synes jeg Susie Haumanns trøje er fin (men ved ikke om jeg tør efter den famøse evigheds-trøje) og jeg kan godt lide Helga Isagers model (her har jeg bare lidt problemer med at forstå opskriften).

Men nu er der inspiration og bare det giver mig lidt lys og opmuntring på en ellers enormt grå lørdag!


oesten for_solen__300pix
Billedet er lånt her


mange masker_300pix
Billedet er lånt her



 

mandag den 14. oktober 2013

Parrot

Jeg har været fascineret af det længe. Rigtig længe, faktisk lige siden jeg fik "The bird Collection" i julegave sidste år. Marianne Isagers parrot.

Min eneste frygt var de mange masker og så at det var en Isager opskrift, dem har jeg altså ikke de bedste erfaringer med. Derfor ventede jeg til andre havde vist deres fine sjaler frem og kommenteret antallet af fejl i opskriften. Der var forbavsende få kommentarer, så det lykkedes. Det bliver min Isager-taktik. Jeg venter, til andre har vurderet opskriften - ikke så meget for at se deres resultat, mere for at høre om deres erfaringer med opskriften. Jeg er simpelthen ikke garvet nok til selv at kunne rette op på fejl undervejs - og slet ikke til at se fejlene inden de opstår.

Jeg er ikke bare glad for resultatet, jeg er lykkelig. Det er simpelthen blevet så godt med farvesamspillet, jeg overvejer allerede at gentage succesen med lidt farvemodifikationer

  

 

Faktaboks:

Opskrift: Parrot af Marianne Isager, fra bogen 'The bird collection'
Modifikationer: Jeg slog 906 masker op for at få det lidt større end originalen
Pinde: Str. 3,5 - knit pro i træ
Materialer:
Isager Alpaca 1 (fig),
Isager højlandsuld (fig),
Rasmillas luksusgarn (off-white)
Rasmillas luksusgarn (lyseblå el. denim blå)
Holst Coast (aconite)
Holst Coast (marlin)
Holst Coast (lead)
Holst Coast (skylight)

Og så lige et par billeder til, bare fordi jeg er glad:




tirsdag den 28. maj 2013

Rendyrket retro

Jeg har strikket en vest til gøjen, hver gang manden har set på strikketøjet har han med rynkede bryn spurgt om det ikke var lige lovlig retro og 70er inspireret.
Jeg er selv helt tilfreds
Det har været et hyggeligt og nemt lille stykke strik, mandens trøje kniber det lidt med at finde overskud og lyst til at strikke på.




Faktaboks

Garn: Debbie Bliss 'Cathay' i farve nr. 5 (gul) og pumpkin (orange). Det blå garn er fra Drops og hedder Muskat

Forbrug: 176 gram ligeligt fordelt på farverne

Pinde: Addi lace str. 4 mm

Mønster: En modificeret 'Mors første' fra Susie Haumanns 'All you knit is love'. Jeg har strikket på p. 4 og brugt maskeantallet fra str. 18 mdr.

Hot eller not: Jeg synes den er blevet rigtig fin. En af fordelene er at den er elastisk 'den rigtige vej' og så er den supernem at strikke, den kræver et absolut minimum at koncentration.

lørdag den 18. maj 2013

Out of season

 
Jeg er blevet færdig med et par strømper. De er blevet super gode i størrelsen og der var til nød garn nok. De kommer nok til at varme mine fødder godt om et halvt års tid ;-)
 
Faktaboks
 
Garn: Knit picks Felici i farven recess. Der er brugt to nøgler og det var lige præcis nok til en str. 37
Pinde:  Knit picks karbonz str. 3 mm
Størrelse: Jeg slog 64 masker op til start og strikkede 60 omgange skaft og 30 omgange fod
Opskrift: 7 inch fra Budds bog: Getting started knitting socks

lørdag den 4. maj 2013

Lige ved og næsten

Det føles som om jeg ikke kan få noget færdigt for tiden. Jeg slapper så dejligt af når jeg har noget mellem hænderne så det er ikke fordi jeg er i en krea-krise, mere bare i en fase af ubeslutsomhed. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg helst vil, jeg syr lidt korssting, jeg strikke lidt på en strømpe og lidt på mandens trøje. Mine ginger-planer er røget lidt i baggrunden.

Det eneste færdige håndarbejde jeg kan fremvise er udført af en anden. Det er simpelthen så fint lavet og så er den slags jo næsten gratis i Vendsysselske genbrugser - og hvis man tager i betragtning hvad materialer koster og hvor mange timers arbejde der ligger i det er det jo næsten pinligt man ikke har betalt det ti-dobbelte.


Mønstrene til blomsterne er taget fra en klokkestreng. Det er Gerda Bengtsson der har tegnet dem og jeg ved, flere af de i alt 6 små broderier er i bogen "Korsstingsarbejder 1" fra Haandarbejdets Fremme.

Kronhjorten i midten ved jeg ikke hvor stammer fra, men den var bare så din som den stod der. Den var også en klokkestreng men ender nok som en pude - blomsterne ved jeg ikke hvad ender som, men deres dage som klokkestrenge er talte

lørdag den 13. april 2013

Strikket forårsbebuder

Gode venner skal have et barn og derfor har de igangværende projekter været i skammekrogen mens der var en crocus på pindene. Jeg har strikket så intenst at jeg helt har glemt at skrive om det på bloggen.

Vi ved ikke, om det er en dreng eller en pige så jeg har været i kassen med uni-sex rester. Valget faldt på noget grønt og jeg synes resultatet minder mig voldsomt om forår. Jeg sætter knapper i når vi kender kønnet


Jeg er ganske godt tilfreds

Jeg glæder mig til at kunne sætte knapper i


Faktaboks

Mønster: Helga Isager, Crocus, fra Amimono Knit Collection
Pinde: Knit Pro str. 4
Garn: Knit Picks Palette i farven Asparagous, i alt 75 g.
Hot eller not: Jeg synes selv den er rigtig fin i alt sin enkelthed. Jeg kommer sikkert til at strikke nogle flere. Jeg mangler lidt i at få monteret pænt men håber, det kommer med tiden ;-)

tirsdag den 26. marts 2013

No. 7

I juli sidste år under en tur til Fanø med strikkeveninden slog jeg op. I dag har jeg vasket.



 
No. 7 også kendt som evighedsisageren
 
 
Den har været lagt væk i perioder. Opskriften har voldt en hel del problemer og samtidig har en været forfuldt af uheld. Der er nogle fejl i den, men alt taget i betragtning er jeg egentlig godt tilfreds. Jeg kommer ikke til at strikke en ny lige foreløbig, men måske med tiden, nu kender jeg jo de små finesser. Jeg må ærligt indrømme, at der er ærgerlige fejl i opskriften og de har påvirket strikkelysten - et simpelt net-mønster over fire pinde og alligevel er der fejl. Farven er lækker og garnet er dejligt, især efter vask så den skal nok blive brugt. 

Faktaboks:

Opskrift: No. 7 af Susie Haumann fra hæftet no. 1, no. 2....
Garn: Isager højlandsgarn og Isager alpaca 1 i farven fig
Knapper: fra stof 2000, overvejede keramikknapper, men kunne ikke finde nogen i den rette farve
Pinde: Knit pro str. 3,5 og 4,5
Hot eller not: Jeg skal nok få den brugt, men den er ikke af en kvalitet så den kunne foræres væk

søndag den 17. marts 2013

Nogen synes, det er nemt....

...at strikke sokker. Det synes jeg ikke!









Det første par er færdigt og jeg er selv ganske fint tilfreds. Det undrer mig dog meget at der er så stor forskel i hvor meget den grønne stribe fylder. Den ene vejer 50 g og den anden 51 g. De passer meget fint men er ikke helt ens i størrelsen.

Næste par bliver efter samme princip, men nu har jeg målt min strikkefasthed, så istedet for 8 stitch/inch vil jeg gå til 7 stitch/inch - ellers det samme!

Faktaboks:

Opskrift: 8 Stitches Per Inch, fra bogen Getting Started Knitting Socks af Ann Budd
Garn: Knit Picks Felici self striping i farven Dapple, der er brugt to hele nøgler og en rest arwetta i en udgået græsgrøn farve
Pinde: Knit Picks Karbonx str. 3 - superlækre!
Hot eller not: Hot nok til mig, men de er ikke værd at forære væk - det bliver de næste måske