torsdag den 31. december 2015

På vej ind i 2016





Jeg sidder i sofaen og tænker tanker. Det seneste halve år har bloggen ligget stille, tiden har manglet og instagram har overtaget den del, der handler om at vise strik og andet krea frem.


Jeg har faktisk savnet bloggeriet, den der fordybelse som instagram ikke rigtig giver. Jeg har aldrig blogget specielt tit, jeg har altid følt at der skal være noget at vise før man blogger, og når det så har været vist et andet sted har jeg følt det var nok.


2016 kommer forhåbentlig til at give lidt flere indlæg. Jeg har gjort mig mange tanker om det kommende år og har brugt hashtagget #købestop2016 i mange instagram-indlæg. Inspireret at projecthandmade vil jeg forsøge ikke at købe så meget nyt. Jeg er ikke minimalist og kommer derfor ikke til at være lige så gennemført i projektet, som hun er, men for mig rækker det hvis jeg kan få nedbragt lageret.


Lageret er stort og det rummer kun ting, jeg gerne vil bruge (det andet er sorteret fra). Så det burde ikke blive en sur pligt at strikke og sy af lagergarn, men derimod en hyggelig udfordring. Forhåbentlig vil det give plads til nye ting senere, for plads er ved at være en mangelvare i vores ellers pænt store lejlighed


I nytåret strikker jeg striber. En trøje til gøjen blev færdig i løbet af året, men kanten var så stram at han ikke kunne få trøjen over hovedet. Derfor hyllede jeg ribben op og lavede en glatstrikket kant med ombuk, den flaner så. Nu må vi se, måske kan en vask trække halskanten sammen, alternativt vil jeg forsøge et elastik og hvis intet af det virker må jeg jo strikke en ny kant igen igen.


Til mig selv har jeg gang i endnu en striber af Rachel Søgaard fra Mange Masker. Den bliver strikket i gul og blå g-uld, stærkt inspireret af Lenes Fiskekutter. Ellers er Monday i gang, den startede jeg på i påsken og jeg mangler kun et ærme. Måske bliver den faktisk færdig i 2016?


Rigtig godt nyt år til alle!

fredag den 31. juli 2015

Lidt små, varme projekter

Jeg har brugt den seneste tid på at hygge med de dejligste mennesker i mit liv. Det har været super skønt at have tid til at være sammen med mand, barn, mor, søster og diverse venner.

Jeg har fået strikket en smule, mest nogle små projekter, der løb af pindene mens tantetæppet blev færdigt.

Der er blevet et sæt mor-søn huer til gøjen og jeg. De er strikket i noget dejligt Nepal fra Drops


Faktaboks

Mønster: Barley hat fra Tincan knits
Garn: Nepal fra Drops, et enkelt nøgle til børnestørrelse (toddler) og ca. halvandet til voksenstørrelsen.
Pinde: Knit Pro strømpepinde str. 5
Hot or not:  De er super fine. Garnet er dejligt at strikke med. Jeg har strikket voksenmodellen lidt mere slouchy en børnemodellen, det gør at de ikke ser helt ens ud


Det er også blevet til en lille, klassisk rilletrøje i to nøgler alpaca fra Drops. Jeg har ikke en aftager endnu, jeg satser på at den kan blive afsat engang


Faktaboks

Opskrift: Rilletrøje fra Lene Holme Samsøes hæfte Babystrik på pinde 3 - den er strikket i den mindste størrelse
Pinde: Knit Pro træpinde str. 3 mm.
Garn: 50 g. grøn alpaca fra Drops og 50 g. grå alpaca fra Drops
Hot eller nok: Den er meget sød. Hvis den skal strikkes igen vil jeg lave knaphullerne lidt mindre og jeg vil placere dem anderledes end i opskriften.

fredag den 10. juli 2015

Tantetæppe

Dar har været stilhed på bloggen. Eksamensperioden har været lang og streng, så det er kun blevet til lidt småting - og et par modeller til Årets Korssting 2016 (men det er hemmeligt).

Jeg har endelig fået tæppet til nevøen færdigt. Han er planlagt til at ankomme på mandag, så det var ikke for tidligt. Det er mit første hækleprojekt nogensinde, så det har taget lidt længere tid end det ville, hvis jeg havde strikket det. Jeg er godt tilfreds og håber, forældrene bliver glade

 
 
 
Faktaboks
 
Opskrift: Ingen, der er 'bare' hæklet stangmasker i rækker a 4. inspirationen kommer fra Anne Stange . Det færdige tæppe måler ca. 60 x 80 cm.
 
Garn: Hverdagsuld fra Tusindfryd. Der er brugt ca. 1,5 nøgle af de to blå og den grå og 3/4 af den gule.
 
Nål : Det er hæklet på nål 3. Næste gang bruger jeg nål 3½, det vil give et lidt mere luftigt tæppe, der stadig kan varme i barnevognen
 

 

torsdag den 21. maj 2015

Varm the

Jeg har længe manglet en thevarmer, og da jeg så det fantastiske viskestykke fra Sødahl på et ophørsudsalg var jeg nødt til at bruge det. Kombineret med et helt enkelt blomsterbroderi er det blevet helt sommerligt


Faktaboks

Mønster: Haandarbejdets Fremmes medlemsblad 2/2015
Lærred: bleget, 7 tråde per centimeter
Garn: Dansk blomstergarn, dobbelt

fredag den 24. april 2015

Resteri

I bunden af strikkekurven fandt jeg to nøgler strømpegarn fra Kvickly. I tidernes morgen har jeg jo nok tænkt at jeg ville strikke et par strømper, men da jeg så dem fik jeg lyst til lidt mere småtteri. Ravelry er jo et fantastisk sted at finde inspiration og opskrifter så efter en hurtig gennemsøgning fandt jeg også en opskrift på en meget sød trøje.

Det er endt ud som et sæt, for da trøjen var færdig havde jeg lidt mere end et halvt nøgle garn tilbage. Det blev til en lille hue med spredte retriller, så matcher de to dele lidt sammen. Man kan ikke se farven så godt på billeder, men det er marineblåt.



Faktaboks, trøje

Garn: Strømpegarn fra Kvickly, ca. 75 g.
Opskrift: Garter yoke baby cardi, gratis opskrift på ravelry (str. nyfødt)
Pind: 3,5 mm knit pro træ, rundpind til krop og strømpepinde til ærmer

Faktaboks, hue

Garn: Strømpegarn fra Kvickly, ca. 25 g.
Opskrift: Babykit for Melker fra Pickles i Oslo
Pind: Strømpepinde - 3,5 mm knit pro træ

Hot eller not: Jeg synes selv det er blevet fint, så håber jeg, forældrene synes det samme

torsdag den 2. april 2015

Lidt hurtigt til den kommende nevø

Jeg skal være tante til juli og det er en god anledning til at springe over de større strikkeprojekter og strikke noget småt.

Jeg faldt over en sæd opskrift på Ravelry, den kostede gratis og på 3 dage er denne lille ting fløjet af pindene:

 
Garnet er lækkert, men måske lidt for tykt til pind 4,5 så den flaner en smule. Men den er fint brugbar og den kan sikkert hives i facon. Nu overvejer jeg om jeg ikke skulle strikke en til, bare fordi den har været så overskuelig at få færdig. Garnet, organic wool and nettles, er skønt at strikke med!
 
Faktaboks:
 
Garn: Ca 35 gram af 2 farver i Onion wool and nettles (80m/50g) og ca. 25 g. af Rasmillas yndlingsgarn  (det er strikket med 3 tråde)
Pind: Knit pro 4,5 mm
Nye teknikker: nej
Hot eller nok: Jeg synes den er okay, i et lidt tyndere garn bliver  den rigtig fin
 
 


søndag den 29. marts 2015

Camomille

Helga Isagers Camomille er endelig blevet færdig.

Det er blevet dejligt, blødt og kæmpestort - måske faktisk en smule for stort. Opskriften har jeg strikket før, det er et dejligt stykke strik fordi det er så enkelt. Man husker nemt mønsteret - også det til kanten, der endda ser meget raffineret ud.

Det er strikket i silkwool og alpaca fra garnudsalg. Jeg løb tør for silkwool et sted midt i kanten så resten blev strikket med højlandsuld. Jeg bilder mig selv ind at det giver sjalet personlighed og sjæl.

Silkwool er et lækkert garn, jeg elsker kombinationen af silke og uld. Jeg er dig ikke super begejstret for at garnudsalg silke-uld er så meleret som den er. Hvis jeg nu havde været i butikken havde jeg set det, så havde jeg måske valgt noget andet.

Nu skal det vaskes og blokkes, måske det sker inden det er vinter igen. Lige nu overvejer jeg mere hvilken farve det næste skal have.



Faktaboks:

Mønster: Helga Isager, Camomille (fra Amimono Knit Collection 2010 og Fintstrikket)
Pinde: Strikket på pind 3 og 3½ med Knit Pro Karbonx
Garn: Silkwoll, højlanduld og tynd alpaca fra Garnudsalg - jeg kan ikke huske hvad farverne hedder, måske hed den ene blå melange
Ændringer: Det er strikket større end i opskriften
Hot eller not: Det skal blive brugt

lørdag den 7. marts 2015

Orange yndling

Det er længe siden der er sket det helt store på bloggen. Det er som om vintermørke og regn ikke indbyder til billeder af færdig strik.

Derfor kommer her et halvdårligt billede af sidste projekt


Inspirationen kommer fra Tusindfryd , men den er lavet fra hovedet. Garnet er noget, jeg engang købte i genbrugsforretningen til en 50er, så den har ikke kostet alverden. Den er blevet okay, men garnet har trukket sig en smule efter vask. Egentlig ville jeg have haft knapper i, men jeg tror det bliver et par trykknapper....engang....

Fakta

Pinde: Knit Pro Karbonz str. 4
Opskrift: Den er strikket uden opskrift oppe fra og ned med perlestrik over skuldrene
Garn: En uld/bomuld blanding fra Hjertegarn´
Hot eller not: Det er ikke det bedste, jeg har strikket, men den skal nok blive brugt



lørdag den 14. februar 2015

Skønne og enkle

Mine nye pulsvanter er skønne og enkle. De er lidt til den maskuline side i farverne, men det giver jo mulighed for at bruge resten af garnet til et par til manden. Ren win-win.

Den ene er sjovt nok større end den anden, måske fordi den ene er strikket i Jylland og den anden i København. Resultatet er dejligt. Jeg har strikket hånden lidt længere end de oprindelige så de kunne varme lidt om hånden også



Faktaboks

Opskrift: En modificeret udgave af Pernilles pulsvanter
Garn: Organic wool and Nettles fra Onion, (80 m/50 g) - i alt ca 65 g.
Pinde: Knit pro strømpepinde i træ str. 3½ til ribben og 4 til resten
Hot eller not: De er skønne. Enkle at strikke og dejlige at have på

søndag den 1. februar 2015

Tantestrik

Jeg skal være tante til sommer. Jeg er sikker på at det bliver rigtig dejligt.

Da jeg selv var gravid for 4 år siden strikkede jeg ikke så meget som jeg gør i dag, så forældrene glæder sig til barnet, tanten glæde sig til at strikke.

Det er fascinerende så mange restekombinationer man pludselig kan finde frem fra gemmerne, og projekterne er så dejligt overskuelige. Jeg er startet i det små og har strikket en hue


Faktaboks

Mønster: Susie Haumann, Hue med øreklap fra bogen "All you knit is love"
Garn: Knit Picks Palette, samlet 25 gram
Pinde: Knit Picks str. 2½ mm - strømpepinde og rundpind
Nye teknikker: Magic loop

Næste projekt på pindene er fra samme bog. Det er Grys jakke i en græsgrøn farve. Jeg er ikke helt sikker på at der er garn nok til hætten, men det må jeg se når jeg når så langt. Indtil videre hygger jeg mig med at planlægge og tænker at man vel næsten bør strikke et tantetæppe....





fredag den 16. januar 2015

Leg med gaverne

Som jeg skrev i sidste indlæg har livet fyldt rigtig meget. Lige inden jul døde min far. Det var ventet, han var meget syg, og alligevel et chok. Det har fyldt meget. Heldigvis er det noget jeg kan se tilbage på og tænke at det var smukt og jeg ved, det var bedst.

Det har betydet at julen blev anderledes end jeg havde tænkt mig. Blandt andet er det først nu, jeg så småt er begyndt at tænke på mine gaver. Min mand har foræret mig den dejligste garnvinde. Det er et helt fantastisk værktøj og selvom jeg ved, den ikke kommer i brug hver dag er jeg simpelthen så glad for den. Et kort øjeblik tænkte jeg tanker om at den jo kan gå i arv til mine børnebørn engang....








Et nøgle af det pureste g-uld indkøbt til Voergaards middelaldermarked i sommer. Det har været en sand fryd at vinde det op, og det bedste er at jeg har endnu et fed lammeuld.

Disse fine ørestikker har jeg fået af en veninde, de passer så fint sammen med det indigo blå garn.