lørdag den 11. januar 2014

Inspiration

Vejret tillader ikke fotos så jeg har været ude at låne billeder af min nytårsgave. Gaven er fra mig til mig og består af to bøger til samlingen.

Begge bøger er meget fine og jeg tror bestemt jeg kommer til at strikke noget fra dem begge. Det er dog sjovt at se så stor betydning det har om det er en forfatter der har lavet hele bogen eller om det er mange forskellige. Begge bøger har deres charme, men hvor alle modeller i Østen for Solen er i samme garnkvaliteter og stilmæssigt er ens er der kæmpe variation i Mange Masker.

Der er flere modeller i Mange Masker jeg allerede nu kan sige, jeg aldrig kommer til at strikke, det er der ikke på samme måde i Østen for Solen.

Min helt klare favorit i Østen for Solen er 'Ris'. De fleste virker til at være faldet for 'Tempelblomst' som også er rigtig fin, jeg tvivler dog på hvor meget jeg få brugt den model. I Mange Masker er jeg ret vil med Rachel Søgaards meget enkle trøje, dog er jeg lidt skeptisk ifht. min tålmodighed og pind 2½ og 3. Ellers synes jeg Susie Haumanns trøje er fin (men ved ikke om jeg tør efter den famøse evigheds-trøje) og jeg kan godt lide Helga Isagers model (her har jeg bare lidt problemer med at forstå opskriften).

Men nu er der inspiration og bare det giver mig lidt lys og opmuntring på en ellers enormt grå lørdag!


oesten for_solen__300pix
Billedet er lånt her


mange masker_300pix
Billedet er lånt her



 

torsdag den 2. januar 2014

Endnu en pose

Endnu en pose til strikketøj er blevet lavet. Helt samme koncept som de tidligere, jeg har lavet. Ikke så meget spændende at sige om den, bortset fra at farverne har forandret sig en smule er det det velkendte. Der er jo ikke nogen grund til at ændre på noget, der fungerer.

Jeg havde egentlig bestemt at den skulle foræres væk, men finishen er ikke blevet særlig god. Derfor beholder jeg den selv - og når man har mange projekter i gang på samme tid er det jo heller ikke helt dumt med en pose mere.




Jeg elsker de grønne og gule farver der minder mig om at foråret kommer lige om lidt.

tirsdag den 31. december 2013

Julegave i luksusklassen

Årets sidste indlæg bliver et indlæg om en dejlig julegave. Jeg har en ide om at 2014 kommer til at bringe mig mange dejlige strikketimer i selskab med disse pinde:




Knit pro carbon i udvalg. Helt fantastiske er det, og med det meget fine etui kan de jo sagtens ligge fremme altid.

Rigtig godt nytår!

torsdag den 26. december 2013

Sidste julegave

Årets sidste strikkede gave er et par strømper. De sidste ender blev hæftet lillejuleaften mens risengrøden kogte. Jeg er altid sent på den, det må være en form for sygdom at jeg aldrig er i god tid.


Faktaboks:

Garn: Zauberball wunderklecks
Forbrug: Ca. 80 gram
Mønster: 7 stitch an inch fra Ann Budd 'Getting started knitting socks' størrelse næst-størt (opslag: 64 m)
Modifikationer: de er strikket med en rib bestående af en drejet ret og en vrang. Den har gjort skaftet meget elastisk

fredag den 13. december 2013

Gråt i gråt

Det hele er gråt udenfor.

Jeg får ikke strikket så meget for tiden, det er som om min energi langsomt forsvinder. Jeg har også strikket gråt i kombination med blåt. Skønne striber med en sød blondekant.


Hvis man ser på originalen er blondekanterne ikke helt ens. Jeg kunne slet ikke få maskeantallet til at passe, men jeg er egentlig meget godt tilfreds med resultatet efter blokning. Nu skal jeg bare finde ud at om jeg kan forære noget væk der ikke er helt magen til originalen. Alternativet: at beholde det selv er ikke helt dumt så mon ikke modtageren også vil blive tilfreds?



Faktaboks

Mønster: Dream Stripes, gratis opskrift på Ravelry
Garn: Drops Baby Alpaca Silk i farverne lys grå (8108) og marineblå (6935)
Forbrug: I alt 104 g. fordelt på ca. 40 g blå og 65 g. grå
Pinde: Knit Picks 3,5 i træ
Hot eller not: Jeg synes det er blevet rigtig fint og har helt vildt meget lyst til at lave endnu et.

søndag den 24. november 2013

Det' sørme, det' snart december

Årets første julegave er blevet færdig. Det er et par helt enkle strømper. jeg ved ikke rigtig, hvad jeg synes om farven og det med at de ikke er helt ens, men når bare de kan varme modtagerens fødder er det jo også det vigtigste!




Næste projekt er kommet i gang og der er allerede stress på. Planen er at den skal være klart og indpakket til pakkekalenderen 1. december...

fredag den 15. november 2013

Kopi

Da jeg så strikkefuglen havde sat julesnaps over fik jeg lyst til at lave min egen, det plejer ellers at være mandens afdeling.


 
 
Nu venter jeg på det bliver advent, så er der snaps til silden