Når hverdagen banker på...

I dag er første dag hverken manden eller jeg er på barsel. Jeg gik fra lige inden påske sidste år og nu er det slut. Hverdagen er her, og da den jo er her for at blive må vi hellere vænne os til den.

Vi prøver. Vi glæder os også lidt til vi er nået dertil hvor hverdagen fungerer og hvor det ikke længere er et "vi må prøve" "vi tror på, det bliver godt". Vi glæder os til hverdagen bliver god, rar og familievenlig. Til aftensmåltidet er stedet, vi mødes og snakker.

En af mine store frygter er DSB. Jeg er frygtelig afhængig af dem, som det ser ud nu. På det seneste har der været forhavsende få problemer, og vi krydser alt hvad vi kan for at S-tog og regionaltog fortsætter den gode stime, de er i.

Billedet er taget herfra

Jeg er glad for at være begyndt igen. Jeg har savnet det. Jeg synes, jeg er et dejligt sted og har nogle dejlige kolleger. I dag havde jeg et sammenstød med en af dem. Det gør mig ked af det. Jeg føler ikke, jeg har gjort noget forkert, hun er af en anden holdning. Jeg har undskyldt, glattet ud og prøvet at rette fejlen. Det, der gør mig så skidt til mode er en følelse af at hun pludselig angreb min personlighed. Det gør mig endnu mere ked af det. Hun mener ikke, jeg er moden til at være på en arbejdsplads og hun mener ikke, jeg lægger op til samarbejde. Jeg sidder med et håb om at det ikke er alle der ser det på den måde, for så er jeg jo frygtelig at være i nærheden af.