Det med at strikke gaver og forære strikkede produkter væk, uanset om det er julegaver eller fødselsdagsgaver, synes jeg er en lidt svær disciplin. Ikke fordi der som sådan er noget svært ved at strikke gaven, men jeg synes, det er udfordrende at strikke noget til andre, de gerne vil have. Især hvis det skal være en overraskelse.
Her kunne man tilføje (og nogen gør det måske allerede) at man jo bare kan spørge hvad modtageren, man gerne vil strikke til, ønsker sig, men så synes jeg, gavemagien forsvinder. I takt med min stigende alder bliver mit behov for at der er en personlig tanke bag de gaver, jeg giver, større. Især de gaver, jeg bruger tid på selv at lave. Jeg kan godt lide følelsen af at jeg strikker på noget, jeg har valgt, som jeg tror at en anden person bliver glad for. Noget, hvor det er helt mig selv, der har lavet til en anden.
På den anden side er der jo også en glæde ved at strikke på noget, man har valgt i samarbejde med en anden person. Noget, hvor man fælles har siddet og kigget i bøger og på Ravelry, været ude i garnforretningen eller inde på lageret. Noget hvor tankerne er vokset i fællesskab. Deri ligger også en glæde fordi man kan kommunikere med produktet undervejs. Men der er alligevel en forskel for mig.
Noget andet er at man ved strik til børnegaver kan strikke noget, man egentlig gerne ville have strikket til sit eget barn, men som han ikke rigtig har lyst til at modtage (strik kradser og er for varmt). Derfor er det hyggeligt at strikke til søskendebørn og i år fik mine nevøer trøjer fra Susie Haumanns bog Vokseværk, som er en af mine go-to når det gælder børnestrik.
Årets strikkede julegave blev en nytårsgave fordi jeg lige skulle teststrikke en model, der tog lidt lang tid at komme igennem (den kommer i et senere opslag når opskriften er udgivet). Jule/Nytårsgaven var til min søster og hendes drenge - jeg er ikke selv til tanken om 'mini-me', men jeg ved at hun elsker det. Altså bortset fra at Mini-me rigtig tit er noget med flæser og sløjfer og sart lilla/lyserød og det jo ikke er til drenge. Så jeg strikkede trøjer til hendes drenge i Peruvian Highland Wool, som er et af mine go-to garner, i en virkelig fin grøn og så komponerede jeg selv en vest til hende i samme farve, men tilsat noget alpaca for at give et meleret udtryk. Sidstnævnte elsker jeg, og det kan man jo udnytte når man strikker gaver, man selv har valgt.
Faktaboks
Åh, hvor jeg forstår dine overvejelser, jeg har tidligere strikket mange gaver, men det blev jo også et pres at blive færdig.
SvarSletMåske fordi jeg har strikket i så mange år er der måske blevet en forventning om at strik "bare" er noget man får (måske er det mest mig dre føler det).
I hvertfald strikker jeg faktisk kun gaver til børn i familien og så er det noget jeg vælger.
Ønskesedler fylder nok for meget i vore dage, mange har en idé om at en gave skal være noget de har ønsket sig.
Ja, det er en lang snak om en sag med mange sider.
Du har helt ret. Gaver er noget andet i dag end det har været tidligere.
SletJeg tror, jeg er rimelig firkantet når folk spørger om jeg ikke 'lige' kan eller om jeg ikke har noget garn liggende, jeg ikke ved hvad jeg skal bruge til. Det har jeg jo ikke.
Så det er altså noget med at finde sin egen balance, jeg elsker at jeg selv kan styre mit strik og tænker at jeg vil fortsætte med det