onsdag den 3. marts 2021

Tekstursweater

Som jeg har skrevet tidligere blev året 2020 det år hvor min karriere som teststrikker startede. Det var også teststrik, der indledte strikkeåret 2021. Yndlingsbarnet, som ellers aldrig går med strikket tøj, ønskede sig en farvet sweater. På Instagram mødte jeg Tekstursweateren fra Strik og kaffe , som barnet mente 'ville være god'.

Opskriften var ikke udgivet så det blev teststrik.

Barnet gik - under kyndig vejledning i strikkefasthed - på opdagelse i garnskabet og fandt et farvemix i Peruvian Highland Wool fra Filcolana, der kunne passe ham. Jeg forsøgte ihærdigt at skubbe ham til noget lidt mere matchende og noget mere roligt, men han var ret insisterende, især på den coboltblå (som jeg faktisk lige havde indkøbt til mønster i en trøje til mig selv). Derfor endte vi ud i et sandt farveorgie, der er lige til at blive glad af



Billedet er en smule skævt, men jeg kan ikke få den fanget bedre. Ideen er at striberne varierer i tekstur så nogle er strikket glat mens andre er i skaktern, perlestrik eller retriller. Hver farve har sin egen tekstur i min udgave, den oprindelige har en lidt anden inddeling. Den er strikket med en fin detalje på skulderen, som ikke er svær, men som passer fint til trøjen.
Den er strikket på tykke pinde så det tager ikke ret lang tid at få den færdig - det kan jo være meget godt når barnet venter i spænding. 


Faktaboks
Garn: Peruvian highland wool. Der er brugt ca. 50 g. pr farve, bortset fra teglrød hvor der er brugt ca 75 g. Farverne er Teglrød (256), Mint (257), Hvid (100), Solgul (223), Cobolt (249), Seagreen Melange (801)

Mønster: Tekstursweater

Pinde: 4,5 så det går fremad :-)

2 kommentarer:

  1. Din trøje er blevet rigtig fin og det er da dejligt når de unge mennesker vælger nogle farver :-)
    Det er jo også god idé til at få brugt enkeltnøgler fra lageret - jeg køber tit et nøgle ekstra, hvis jeg nu vil forlænge trøjen eller ærmerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også liggende til at jeg kan strikke forlængelser i en anden farve. Jeg synes, det er hyggeligt når han er med i processen og det er jo altid godt at man får prøvet noget helt nyt af

      Slet

Jeg elsker kommentarer, tak fordi du tager dig tiden til at skrive en