lørdag den 21. juli 2018

Resteprojekt

I min opgørelse af mit temmelig omfattende garnlager blev jeg mindet om en masse projekter, jeg bare aldrig har fået strikket. De fleste projekter er blevet overhalet fordi noget andet lige pludselig var mere interessant. Mange af projekterne glædede jeg mig til at komme i gang med da jeg gennemgik lageret, med andre projekter var begejstringen stilnet af. Det er okay, der er så enormt mange projekter ude i verden, jeg gerne vil strikke, så det finder nemt en ny anvendelse.

Jeg fandt også en masse rester. Rester af lækkert garn, der er blevet tilovers efter andre projekter. Det første rendyrkede reste- og lagerprojekt er en barselsgave til en kollega. Jeg synes den er blevet vældig sød og meget 70er.

Faktaboks

Garn: Det brune er Rasmillas luksusgarn, det grå er Blackhill højlandsuld. Gennemgående er der brugt en tynd tråd Rowan Fine lace.

Pinde: Knit Pro i størrelse 2,5 mm til ribkanter og i størrelse 3 til krop

Mønster: Udgangspunktet var en gammel opskrift fra et ugeblad. Det blev aldrig helt godt med strikkefasthed, indtagninger osv. så det meste er freestylet. 



lørdag den 14. juli 2018

Garn fra lageret

Det er (næsten) et år siden jeg sidst skrev på bloggen. Jeg har ikke en forklaring på hvorfor jeg har været væk, for jeg kan rigtig godt lide at læse blogs og jeg har læst rigtig mange indlæg det seneste år.

For fem år siden havde alle en blog og man kan nemt søge en blog frem og finde det indhold, man søger. For mit vedkommende er det mest strikkerelaterede indlæg om garn, nye bøger og strikkede modeller, jeg læser. Specielt det sidste synes jeg er rigtig fedt. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt at man sætter sig for at strikke en model og at man ikke har en ide om hvordan den ender med at sidde.
Jeg er voldsomt begejstret for mange af Susie Haumanns strikmodeller, men de fleste vises uden model og det gør det svært at vide hvordan det færdige strik ender med at se ud og det synes jeg er super ærgerligt. Helga Isager laver også totalt lækre strikmodeller, men hendes lidt dekadente fremstillingsmåde gør, at jeg slet ikke kan forhold mig til hvordan en færdig model vil sidde på mig. Nu, hvor blogsene ligger stille, kan jeg strikmodellerne det på Instagram, men det er bare ikke helt det samme - specielt ikke fordi jeg altid er en 8-10 strikkesæsoner bagud og dermed mere på 'højde med bloghypen end med Instagramhypen.

Jeg har i sommer fået rykket lidt rundt på lagerbeholdningen og jeg har sat mig det mål at jeg ikke må købe garn i resten af 2018. Jeg må gerne supplere, men ikke købe ind til helt nye projekter. Hvis jeg overholder garnstoppet må jeg se på om det ikke er belønning nok at der er plads i strikkekurve og strikkeskabe rundt omkring i lejligheden.  Ellers må jeg jo ud at købe noget nyt, der er drømme nok. For der bliver ikke tale om at lageret bliver tømt på bare seks måneder. Min strikketid er begrænset og der ligger garn til ret mange trøjer og sokker rundt omkring i gemmerne.



Første strikkeprojekt bliver en forenklet EN fra Rachel Sgaards (fantastiske) bog 10 trøjer. Den bliver uden mønsteret på bærestykket. Jeg strikker den i NORO Silk Garden, som er fantastisk lækkert. Garnet har manden købt til mig i USA og jeg har været lidt pas på farverne, som jeg troede ville være ret anderledes i farverne. Opstrikket bliver det ganske fint om end det bliver en tand mere 70er end oprindelig planlagt. Men garnet er lækkert så trøjen bliver sikkert også rigtig lækker, bare i andre farver end tiltænkt.