fredag den 20. juli 2012

Indviet

Mit fine fad fra forleden er blevet indviet:


Det egner sig jo perfekt til strik og sommeren egner sig til alpaca...

onsdag den 18. juli 2012

Fint fund

Jeg vil ikke betegne mig selv som loppehaj. Jeg har et par faste genbrugser, jeg besøger engang imellem. Jeg er jo bosat i København hvor andre har samme interesse, så det er sjældent man ligefrem gør gode kup. Men når man finder noget, man gerne vil have er prisen jo ikke det allervigtigste.

I forgårs fandt jeg det her superfine fad fra Søholm:



Det har en superflot gørn farve og er sådan lidt mat i selve keramikken. Der står i bunden, det er håndlavet, så jeg sidder lidt og drømmer om at være så dygtig til at lave den slags. Jeg elsker keramik.



søndag den 15. juli 2012

Knap nok

Løsningen på den snoede halsdims blev opklip og knapper. Det er første gang, jeg klipper i strik, men det gik overraskende godt.

Nu er dilemmaet så hvilke knapper, der skal på. Der er et par muligheder:






Faktaboks:

Garn: Coast fra Holst garn (uld/bomuld). I farverne lead, dove, aconite, skylight, marlin, silver grey, charcoal og asparagous.
Mønster: Bricks fra Holst garn
Garnforbrug: 50 g. lead, ca. 10 g. af hver af de andre
Pinde: Knit pro str. 2,5 og 3
Kommentarer: Tørklædet er rigtig fint, og jeg er meget glad for farverne. Når nu uheldet var ude synes jeg, det er blevet meget godt med opklipning og knapper, der giver lidt tyngde til tørklædet.

fredag den 13. juli 2012

Man må sno sig...

Men da ikke rundt om pinden!


Bricks
Billedet er taget fra www.holstgarn.dk

Jeg strikker dette meget smukke halstørklæde eller wrap eller hvad man kalder det fra Holst garn. Det er så smukt.

Rettelse: Jeg strikkede dette smukke tørklæde og sidder nu og er træt af mig selv.

Lad mig starte med det positive: Det er så fint med hulkrus. Egentlig troede jeg, det var svært, men det er blevet rigtig fint. Farverne er smukke, garnet som er en kombination af uld og bomuld er lækker på alle måder.

Det knap så positive: Undertegnede fik snoet skidtet om rundpinden, opdagede det og tænkte: Det ser da sikkert fint ud når det er færdigt og kommer på. Det skal snoes en gang rundt omhalsen når man går med det, man ser det næsten ikke! Det var synligt og klædeligt var det ikke! Resultatet er så frygteligt, jeg ikke vil vise billeder og udstille min dumhed.

To be continued når jeg ved, hvordan jeg redder mit rigtig meget arbejde....nogle gode forslag?

mandag den 9. juli 2012

Tålmodighed...

Det kræver tålmodighed at brodere, sådan er det. Korsstingsarbejder er så fantastiske at fremstille, det er meditativt på en helt særlig måde fordi man på ingen måde kan skynde sig. Hvis man springer over gærdet lige der hvor det er lavest er man helt sikker på resultatet bærer præg af det.

Jeg har broderet og fået brugt nogle rester. Resultatet er jeg meget glad for, rigtig meget endda. Jeg har lavet en post til transport af strikketøj:


Røde pelargonier på den ene side.


Blå stedmodere på den anden side.

Stoffet udenom broderierne er begge retro og begge fra en byttehandel med Line .  Jeg har broderet på lærred fra Hanndarbejdets fremme, indkøbt hos sommerfuglen for lang tid siden. Garnet er fundet på et loppemarked. Det er dansk blomstergarn fra Haandarbejdets fremme, som stort set er det eneste garn, jeg broderer med.

Mønsteret til broderierne er fra Årets korssting 2008 som er designet af Kirsten Lehrmann Madsen. Jeg elsker de motiver, intet mindre. Enkelhed med præcision i detaljen!

Den eneste ulempe ved den nye pose er at den er en anelse for lille, men det giver jo bare anledning til endnu et projekt på min meget lange liste.

søndag den 8. juli 2012

Lang tid siden

Det er så lang tid siden jeg har skrevet at jeg knap kan huske hvordan man gør. Det er ikke lysten, der har manglet - tværtimod. Jeg har haft en masse at se til fordi et nært familiemedlem har været syg. Meget syg og langt væk. Der var situationer, hvor afstanden mellem Århus og København virkede uendelig- når en man holder af kæmper for sit liv bliver blog og krea så ligegyldigt.

Nu går det fremad. I forhold til hvordan det gik i april og maj går det godt, men det er de nye øjne, der ser. Sandheden er nok at det går fremad og at vi må væbne os med tålmodighed.

Det har givet tid og plads til at være mig selv, til at være mor, hustru og kreativ. Det er mit spinkle håb, der kommer lidt flere indlæg den næste tid.