søndag den 7. juli 2019

Go-to

Jeg har altid følt mig som en strikker, der er i udvikling og egentlig ikke er helt god til noget. Jeg er også sådan en strikker, der synes det er sjovest at prøve nyt af. Det gør jo at jeg ikke falder helt til ro som en, der altid strikker lace, intarsia, fair isle eller noget helt fjerde. Det er humøret, der afgør hvad der kommer på pindene.
Det betyder også at jeg først efter 10 år som strikker er begyndt at have yndlingsgarner og yndlingsopskrifter. Der er stor forskel på hvad jeg strikker til børn og til voksne. Igennem de senere år har jeg strikket en del barselsgaver og her har jeg to go-to modeller: Helga Isagers Crocus og Annette Danielsens Bladlus.

Den seneste af disse modeller, der er røget af pindene, er Bladlus, det er faktisk den tredje jeg har strikket på et år. Alle i rød fordi jeg har haft noget rødt alpaca på lager, der kunne ramme strikkefastheden sammen med en tråd højlandsuld.


Jeg er ikke blevet træt af at strikke det enkle, fine bladmønster på forsiden og jeg synes det er så fint med knapperne ved skuldrene. Jeg synes samtidig, modellen kan bruges både til drenge og piger alt efter hvad der sættes sammen med.

Faktaboks

Opskrift: Bladlus fra bogen Strik til småfolk af Annette Danielsen
Garn: 1 tråd Ellen fra Permin og 1 tråd superfine alpaca fra Garnudsalg
Pinde: Knit Pro str. 2,5 mm og 3 mm