tirsdag den 16. december 2014

Varme ører

Det er længe siden, jeg har skrevet. Livet fylder rigtig meget lige nu, så strik, broderi og bloggeri er sat på stand by for en periode. Jeg får lavet en smule kreativt, men jeg er i en fase hvor der er rigtig mange ideer i mit hoved og det plejer at være et tegn på at jeg har for lidt tid til at bruge hænderne.

Jeg har (og det er jo så noget tid siden) lavet en lille pakkekalender til et par gode veninder. En af gaverne var disse strikkede huer, to til hver så de kan skifte efter humør.

Nu mangler der så lidt tid så jeg selv kan få lidt nyt til ørene


 
Faktaboks
 
Mønster: Tilpassede versioner af Liselottes hue

Pinde: Knit Pro str. 4,5
Garn/Grå version: 1 tråd Drops alpaca og en tråd af noget tyndt guldfarvet hæklegarn
Garn/blå og hvid: 1 tråd Drops babyalpaca Silk i hvid/marine samt 1 tråd brushed alpaca igennem hele arbejdet
Hot eller not: Veninden er glad og så er jeg også :-)


 
 
Faktaboks
 
Pinde: Knit Pro str. 4,5
Garn/grå hue: 1 tråd Drops alpaca, 1 tråd Drops Kid silk (antracit) og en tråd Coast fra Holst Garn i farven Silver
Garn/Sinai: 1 gennemgående tråd Drops Alpca (grå mix) og diverse blålige rester af Coast fra holst, Blackhill Højlandsuld og Rasmillas yndlingsgarn
Hot or Not: Veninden er glad :-)
 

torsdag den 6. november 2014

Indkøb

Hvis du spørger min mand mangler jeg ikke garn. Han vil også sige at der er garn overalt. Jeg har adderet lidt til lageret,


Alpaca, Babyalpaca Silk og Brushed alpaca fra Drops. Det var på tilbud og jeg kunne slet ikke stå for farverne, det ender nok som en hue i en eller anden form.

I går var jeg til syslecafe hos Tusindfryd. Det var super hyggeligt og jeg synes det er vildt ærgerligt at hun er nødt til at lukke forretningen. Jeg ville lave en direkte kopi af Camillas skønne sokker og købte noget garn, jeg troede kunne bruges. Desværre er løbelængden ikke den rigtige. Nu må vi se hvad det ender som, det er en skøn farve og det mærkes dejligt, men jeg købte kun to nøgler


søndag den 2. november 2014

Vestosaurus

Den er færdig. Vesten med dinoerne.




Den bærer tydeligt præg af at jeg ikke er vant til at strikke med flere farver. Trådene er ujævne og flere steder kan man ikke se halsen på dyrene. Nogle steder er jeg også ganske godt tilfreds med deres udseende - det er dem der er på den rundstrikkede del af vesten.

Det har ikke øget min lyst til at strikke med flere farver. Måske fordi opskriften ikke var skrevet sådan at man ikke skulle tænke selv. Det er også derfor at jeg ikke viser ryggen, dinoerne på den øverste del sidder ikke særlig pænt placeret for der stod ikke i opskriften hvordan man skulle placere dem når man strikkede frem og tilbage.

Hvorfor jeg ikke viser dem med modellen i? Den er for lille (eller han er for stor)....og jo, jeg strikkede den længere end i opskriften

Faktaboks:

Mønster: Vestosaurus af Signe Simonsen
Garn: Rasmillas yndlingsgarn i farverne: Midnat (80 g), sennep (15 g) og råhvid (15 g)
Pinde: Knit Pro træ, str. 2½ mm til ribben og str. 4 til resten
Hot eller not: Mest det sidste. Jeg glædes dog over at gøjen kan se det er dinosaurusser

søndag den 19. oktober 2014

Udfordring

Jeg har udfordret mig selv til at strikke med to farver. Det går langsomt, meget langsomt, men fremad.

Vi var på besøg hos Rasmilla for cirka en måned siden. Gøjen synes ikke det er specielt interessant, nok meget normalt for en tre-årig så det meste af tiden brugte han på gulvet med et medbragt tog (meget tålmodige kunder og personale den forretning holder sig) og da jeg så hev denne ned fra hylden fløj han hen og sagde: "Den tager vi". Så var jeg jo nødt til at kaste mig over det.

Valget faldt på blå bund og dinoer i gul og off-white.


 
Der er lang vej igen, om ikke længe skal der deles og strikkes frem og tilbage

tirsdag den 14. oktober 2014

Forskud på julens glæder

Jeg har broderet til foreningens næste medlemsblad. Det udkommer i november så indholdet har ofte et lidt julet præg. Oprindeligt var det tænkt som en nålebog, men det endte som et jule-inspireret etui. Jeg tror, det skal bruges til mine brodereting

Jeg har broderet tyttebær. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg synes, tyttebær er specielt julede måske lige bortset fra farven.


 
Faktaboks
 
Mønster: Medlemsbladet for Haandarbejdets Fremme nr. 3/2014
Lærred: Haandarbejdets Fremme, 10 tråde/cm, ubleget
Garn: Rester Dansk Blomstergarn i farverne 2, 4, 10, 40, 100, 400 og 411

onsdag den 8. oktober 2014

Variation over samme tema

Jeg har strikket et par barselsgaver. Garnet var et fejlkøb via nettet. Jeg kendte kvaliteten af kid-silk fra tidligere, men farven ramte helt skævt af hvad jeg havde regnet med. Derfor blev det sendt i skammekrogen i sin tid.

Da en af mandens kolleger er gravid og venter en pige stod det med det samme klart at jeg kunne bruge resterne. Jeg måtte supplere med alpaca men så havde jeg også en lækker garnkombi.

Jeg lagde ud med at strikke en Lark. Opskriften var ok, men det der med at strikke rib med drejede retmasker kræver altså lidt koncentration. Den er lidt ujævn i ribben (men krydser fingre for at det retter sig i vask) og så er jeg jo heller ikke så god til hækling, men der er kommet tre trenser i til knapper. Jeg har besluttet at den godt kan foræres væk selvom finishen er bedre når jeg strikker de næste

 
 
Jeg havde ret meget garn til overs så jeg strikkede noget der minder om mors første. Jeg har strikket en tidligere så jeg kiggede lidt på den og lurede antallet af opslagsmasker af på biblioteket. Det tog ikke lang tid, nemt og hyggeligt med de mange retpinde
 
 
Faktaboks

Opskrift: Lark af Helga Isager fra bogen 'The bird Collection'. Strikket efter målene i str. 1½ år og med maskeantallet fra str 1½ år.
Garn: Drops alpaca i farven perlegrå (lidt mere end et nøgle) og Drops kid silk i farven perlegrå (lidt mindre end et nøgle)
Pinde: 3,5 mm knit pro
Hot eller not: Det er en barselsgave så det ved jeg ikke. Der er noget finish der ikke er helt godt, men jeg er egentlig ok tilfreds


Opskrift: Inspiration fra Mors første af Susie Haumann, str. 0-6 måneder
Garn: Drops alpaca i farven perlegrå (lidt mindre end et nøgle) og Drops kid silk i farven perlegrå (lidt mindre end et nøgle)
Pinde: 3 mm knit pro
Knap: fra Netto
Hot eller not: Jeg synes selv den er blevet meget fin i al sin enkelhed

tirsdag den 2. september 2014

Egentlig gad jeg ikke

Jeg har strikket en poncho til min søster. Hun ønskede sig en poncho og pegede på denne, som har været i Familie Journalen. Den har været kedelig at strikke, men resultatet er blevet ganske fint.



Jeg har strikket af noget andet garn end originalen så den er blevet lidt længere. Jeg havde rigeligt med garn så jeg freestylede en hue med gentagelse af den enkle snoning der er på ponchoen

 
Faktaboks:
 
Garn: Drops Nepal (8 nøgler i alt) og Drops alpaca (lidt mere end et nøgle) i farven grå mix
Pind: Ponchoen er strikket på pind 7/8 og huen på p. 5
Ændringer: Der er strikket 9 gentagelser af snoningsmønsteret i stedet for 7 som i opskriften. Der er strikket med noget andet garn, Nepal er lidt tyndere end naturuld og det er knap så fluffy men jeg synes det er godt. Jeg har undladt bindebånd, det synes jeg ikke gør noget godt for ponchoen
 

onsdag den 6. august 2014

Striber

Endelig er striberne færdige. Pind 3 kræver tålmodighed, men resultatet er dejligt. Blødt, let og lunt. Jeg er blevet meget glad for farverne, både den blågrå bundfarve (som er indkøbt til formålet) og striberne, der er dannet af diverse rester.

 
 

Faktaboks
 
Mønster: Striber af Rachel Søgaard fra bogen 'Mange masker'
Garn:
100 g Rasmillas luksusgarn i farven gråmelange
Ca. 20 g. af hver af følgende:
Rasmillas luksusgarn farve off-white,
Rasmillas yndlingsgarn farve brombær
Holst coast i farverne aconite, skylight, marlin og asparagus
 
Pind: Kanterne er strikket på p. 2,5 og resten på pind 3 - knit pro
Knapper: Perlemorsknapper
Hot or not: Strikkeprocessen har været lang og krævende. Der er nogle meget lange vrangpinde og der er hæftet rigtig mange ender. Trøjen skal nok blive brugt, den er lækker og let at strikke og have med. Hvis den skal strikkes igen skal der nok ikke være helt så mange stribefarver, jeg drømmer lige nu om en trøje i to farver. 

torsdag den 24. juli 2014

Ferieshopping

Jeg elsker at shoppe, elsker at kigge, nusse og mærke. Jeg var så heldig at komme forbi Middelalderdage på Voergård i Vendsyssel. G-uld havde også en stand og jeg kiggede og nussede og endte med at købe tre nøgler lammeuld. Det ene nøgle, et nøgle farvet gult med Rejnfan forærede jeg til min svigermor sammen med opskriften på 'Vestenvind' .

Til mig selv købte jeg to nøgle i indigo

G-uld

Farverne er smukke, jeg har ikke fået dem fanget rigtig godt med kameraet. Jeg har ingen planer med garnet, måske en Vestenvind til mig selv. Jeg kunne også lave endnu en 'Striber' selvom jeg efterhånden er træt af at strikke på den jeg er i gang med - pind 3 kræver altså tålmodighed.

Jeg har også netshoppet en smule. Vi har været et smut i Norge og vi nåede ikke ind forbi Pickles, så måtte jeg jo trøsteshoppe. Det blev garn fra Garnudsalg til en Pickles-model

 
 

Planen er en boms - den er i den nye udgave af Maries Ideer. Jeg er også begyndt at overveje en Høstjakke.

Nu må vi se hvornår jeg overhovedet kommer i gang, varmen inviterer ikke til strik

torsdag den 17. juli 2014

Lopper fra ferielandet

Jeg ved faktisk ikke om det er rigtige lopper for det er ikke købt på loppemarked. Jeg er rigtig glad for genbrugstanken, derfor frekventerer jeg ofte genbrugsbutikker når jeg kan komme til det.

I de seneste måneder har jeg været heldig i flere genbrugser,

Hos Kirkens Korshær i København fandt jeg en bog fra Eva Rosenstand med korsstingsmotiver. Jeg er normalt ikke til hendes ting men disse nisser kunne jeg slet ikke lade stå på hylden:

 
 
I Grenå var jeg heldig at finde korssting, en anden havde syet. Skønne, julede korssting på den grafiske måde, jeg bare elsker. Jeg måtte erkende med mig selv at jeg næppe får dem lavet selv, nu vil jeg glæde mig til december og lægge min helt nye mormor-løber på bordet:
 


I Ebeltoft faldt jeg på det nærmeste over denne Årets Korssting fra 1983 - der er vist ikke så meget at sige, jeg elsker korssting, jeg elsker blomstergarn og de motiver Gerda Bengtsson kunne fremtrylle.

 
 
 
På Rømø var jeg heldig at finde Annette Danielsens Sommerstrik. Lige umiddelbart er der ikke nogen af modeller jeg MÅ strikke, men de er søde og jeg får måske lavet noget en engang. Om ikke andet har jeg støttet Røde Kors ved at købe noget en anden havde tilovers og det er en god tanke.
 




fredag den 11. juli 2014

Lilla striber

Jeg har været væk fra bloggen et par måneder. Jeg har arbejdet med den kommende Årets Korssting. De kreative timer er blevet brugt på korssting i mange titusindvis. Det har været spændende, udfordrende og hemmeligt!

Nu er ferien kommet. Heldigvis!

Den stribede trøje jeg begyndte på i min ferie i uge 12 er endelig færdig. Den har været hyggelig at strikke og den er også ganske god færdig. Den er vokset en del i vask men hellere det end det modsatte, nu er jeg sikker på at der er plads til en langærmet trøje indenunder.



 
 
Jeg har prøvet at tage nogle af de meget berømte selfies med trøjen på men det yder altså ikke trøjen retfærdighed, så det bliver kun dette billede hvor man til gengæld ser de flotte lilla farver rigtig fint
 
Faktaboks
 
Opskrift: Trøjen er strikket efter Liselottes anvisninger.
Pind: Knit Pro træ, str. 5 - dog er der brugt p. 4,5 i de nederste striber på ærmerne
Garn: Knit Picks Palette i farverne: White, Mulberry og Bouquet Heather
Forbrug: Der er brugt i alt 250 g. garn - de fordeler sig på 100 g. hvid og 75 gram af hver af de andre farver.
Kommentarer: Jeg har afsluttet ærmerne og kroppen med en 'knæk-kant' - jeg har strikket en omgang vrang og syet op med kitchener stitch. Det har gjort at ærmerne er blevet meget brede forneden, næste gang skal der tages mere ind på ærmerne. Raglanudtagningerne er lavet med et omslag på hver side af to glatstrikkede midtermasker, omslagene strikkede jeg drejet på næste pind.
Der bliver ganske givet en næste gang, trøjen er nem at strikke og rigtig fin i brug

 
 

søndag den 11. maj 2014

Kvadratisk, praktisk, god

Jeg har fået monteret et meget gammelt broderi. Det er helt tilbage fra min spæde brodere-start hvor jeg syede på aida. Det gør jeg ikke mere, lærred er nemmere at arbejde med i monteringen og det giver et pænere resultat efterfølgende. Alligevel er det sådan at broderiets skønhed tit også kan ses selvom der er monteret på aida.


 
Det er monteret som en lille pung efter denne meget anvendelige DIY . Jeg tror den skal bruges til saks og garn. Jeg er nemlig i gang med at brodere hemmeligheder.

Mønsteret er af Else Thordur Hansen, det november måneds broderi fra Årets korssting 1969 (en af mine favoritter). Det kan købes som kit hos Haandarbejdets Fremmes forhandlere - det har nummer 17-3581

mandag den 21. april 2014

Retro-broderi og roulade

Billederne er ikke så gode, men jeg er startet på et nyt broderi:

 
Billederne er ikke helt fantastiske, men det ender forhåbentlig rigtig godt. Enkle, grafiske fugle - design af Edith Hansen og (selvfølgelig) fra Haandarbejdets Fremme.

Dagen i dag er blevet forsødet med et stykke hjemmelavet roulade (opskriften findes her). Den smager skønt og kan varmt anbefales (og der er meget smukkere billeder sammen med opskriften end det her ;-) )

onsdag den 16. april 2014

Et hurtigt fix....

En uge i verdens mest fantastiske by med 14 teenagere har sat stopper for de kreative udfoldelser i den seneste tid. Det er blevet opvejet af feriedage med gøjen, vi har hygget og gået ture - og helt tilfældigt dumpede vi forbi den nye Stoff og Stil på Vesterbrogade i København.

Jeg er ikke så habil bag en symaskine men jeg kan godt betjene den. Jeg fik købt mig et mønster med mærkatet EASY og halvanden meter jersey med en fejl (jeg kan ikke rigtig se den, men den er der sikkert). Det er der kommet denne over-size ting ud af:


Finishen kunne være (meget) bedre. Mønsteret er nemt at gå til hvilket var meget godt for mig, jeg havde brug for noget nemt og hurtigt. Pasformen er det så som så med (men hvad kan man forlange når 4 dele skal syes sammen?), men den er behagelig at have på - og man behøver jo ikke se lige smart ud altid. Jeg overvejer en til, bare for at få et lidt tættere forhold til Pfaffen - så kan jeg jo finde en anden (EASY)model hvis jeg vil mere end bare et hurtigt fix.

fredag den 28. marts 2014

Striber in progress

Jeg strikker striber i flere varianter lige for tiden. Det generer min tålmodighed at der ikke er noget, der bliver færdigt. Til gengæld synes jeg alle tre projekter tegner rigtig fint:

 
 
 
Det første projekt: Top-Down strikket trøje efter Liselottes anvisninger. Den tegner til at blive lidt oversize men det er egentlig ganske fint. Garnet er Palette fra Knit Picks som manden har hjembragt fra USA.
 
 
 
Det andet projekt: Helga Isagers Camomille. For ikke så længe siden strikkede jeg en grå version i nogle helt andre garnkvaliteter og på tykkere pinde. Det har jeg været super glad for, men da jeg så en version i originalt garn var jeg nødt til også at have sådan et. Det er på vej men der er stadig langt endnu. Garnet er fra Garnudsalg.
 
 
Det tredje projekt: Trøjen hedder 'Striber' og er designet af Rachel Søgaard. Den kan findes i bogen 'Mange masker'. Jeg strikker i Rasmillas luksusgarn (originalen er i yndlingsgarn) og i stedetfor et selvstribende garn bruger jeg diverse rester af silke/uld og silke/bomuld. Den strikkes på pind 3 og lige nu er der over 400 masker på en omgang. Den tegner simpelthen så dejlig men det er en tålmodighedsprøve uden lige at komme igennem en vrangpind med 450 masker.


 

søndag den 16. marts 2014

Lily




Lily er endelig blevet færdig. Jeg har strikket på den i lang tid og jeg tog den i brug med det samme. De har således allerede været brugt et par uger på ovenstående billeder. Den har været rigtig kedelig at strikke, der var rigtig, rigtig mange retmasker der skulle strikkes inden det hele skulle samles og der skulle strikkes mønster. Jeg synes den sidder rigtig fint, men den er blevet lidt kort - skulle jeg strikke den igen ville jeg strikke den en smule længere.

Faktaboks:

Mønster: Lily af Lene Holme Samsøe fra bogen 'Mere feminin Strik'

Pinde: Knit pro rundpind str. 5 mm (og ret mange wirer inden delene kunne samles)

Garn: 3 nøgler og 5 meter Rasmillas Garn de Luxe

Nye teknikker: Ingen

Hot eller not: Meget dejlig trøje, der nok skal blive brugt flittigt. Pasformen er rigtig god men en anden gang ville jeg nok strikke den lidt længere.

søndag den 2. marts 2014

Forsyninger

Når manden er i udlandet er nørkleriet sat en smule på pause da det kræver lidt mere tid at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg mener jo selv at jeg er berettiget til en kompensation, og når han skal til USA (som han var i denne omgang) er det nemt: jeg bestiller garn på nettet og får det sendt til hans hotel, han fragter det hjem.

Ofte er det strikkerelaterede items der er flest af, denne gang var det garn. Jeg strikkede sidste år et tørklæde i Knit Picks Palette og syntes garnet var ret så lækkert. Derfor besluttede jeg at gå all in på denne kvalitet og så få flere farver end til et enkelt prijekt. Her ser i herlighederne, 18 nøgler, 900 gram



Nu er spørgsmålet så hvad jeg skal lave. Jeg har forelsket mig i denne, men jeg synes opskriften ser kompliceret ud og det egner sig nok ikke til det første flerfarveprojekt. Jeg må vente til der kommer en god ide, måske jeg bare skulle strikke endnu et tørklæde - det sidste forærede jeg væk.

torsdag den 20. februar 2014

Mere inspiration

Jeg var forbi genbrugsen forleden - og jeg var heldig. Hele to dejlige broderebøger lå og ventede på mig


 
De to billeder er fra bogen 'Årets korssting 1978'. Det er nogle fantastiske bøger, der viser hvor forskelligt korsstingsbroderi kan fremstilles. 1978 er tegnet af dronningen og er på ingen måde den bog, jeg synes er mest fantastisk, alligevel er den inspireret. Dronningen har ladet sig inspirere af vejret i Danmark og derefter designet 12 forskellige broderier, alle i en cirkel.
 
Den anden bog er en klassisk Gerda Bengtsson med skønne planter i dejlige farver. Jeg kan ikke få den vendt så man kan se den ordentligt - øv!
 


onsdag den 12. februar 2014

Fantastisk fin bog

Jeg var jo så heldig at vinde i Charlottes give away i anledning af AOH messen i Rødovre. Jeg blev desværre syg og kunne ikke hente præmien så søde Charlotte sendte den til mig og den ankom i går:


Jeg har kigget og bladret og læst lidt på opskrifterne. Der er nogle rigtig fine ting i bogen, dog er jeg stadig helt vildt afskrækket af at skulle strikke med flere farver så der kommer til at gå lidt tid inden jeg kommer rigtigt i gang. Jeg har allerede et par førstehåndsfavoritter:


Denne her bluse synes jeg er vildt fin, men jeg tror også den er lige en tand over mit niveau. Jeg synes også godt om nedenstående cowl: Det er nok mere realistisk, jeg tror dog, jeg vil lave det ude bobler - de forstyrrer det lidt...



Nu får vi se, alle projekterne kræver at jeg får taget mig sammen til det der meget farlige mønster-strik

lørdag den 8. februar 2014

Der var en, der var to....

Som så mange andre er jeg blevet inspireret af Liselottes huer. Jeg troede jeg kun skulle strikke en enkelt med det endte med to, den første tog på en eller anden måde den næste med sig. de er hurtigt strikkede og jeg havde brugbare rester i skufferne. Fantastisk kombi.

En grå:

 
Faktaboks: 

Opskrift: Gratis opskrift fra Liselotte

Pind: Knit Pro strømpepinde str. 4,5 mm

Garn: ca. 35 g. grå alpaca fra Drops og ca. 15 g. Coast fra  Holst Garn i farven Silver

Modifikationer: Jeg har slået 100 masker op i stedet for 80 og strikket på p. 4,5 - ellers er opskriften fulgt.

Hot eller not: Jeg er SÅ glad for den, blød, anvendelig og lækker


Og en brun:




Faktaboks: 

Opskrift: Gratis opskrift fra Liselotte

Pind: Knit Pro strømpepinde str. 5 mm

Garn: ca. 35 g. brun alpaca fra Drops og ca. 20 g. Rasmillas yndlingsgarn i farven mørk brun

Modifikationer: Den er strikket helt efter opskriften

Hot eller not: Den er rigtig fin, men det er den grå der bliver brugt mest

søndag den 2. februar 2014

Camomille-ish

Jeg har strikke noget der ligner et Camomille. Opskriften er nem at gå til og sjalet er blevet rigtig lækkert. Jeg har ikke brugt originalt garn, men noget alpaca fra Drops.

Garnet blev købt til formålet men det blev købt med hovedet under armen. Garnet er lækkert, men jeg måtte strikke det på en lidt større pind, og da jeg ikke fik købt garn nok (og forretningen havde udsolgt) måtte jeg tage noget gammelt garn af ukendt herkomst til hjælp.

Resultatet er blevet godt, men mindre og anderledes end det originale.



 
Faktaboks
 
Opskrift: Camomille af Helga Isager
Garn: 2 nøgler alpaca fra Drops i farve 517 og 2 nøgler alpaca Silk fra Drops i farve 3 samt 20 gram ukendt lysegråt garn (til blondekant og to retriller)

Pinde: Knit Picks karbonz str. 4 mm
Ny teknik: Ingen
Kommentarer: Det er blevet meget lækkert men ikke så stort som det originale. Blondemønsteret er let memoreret så det er nemt at strikke det selvom man ikke sidder med opskriften

fredag den 31. januar 2014

Lys i det grå

Jeg synes godt nok at alt er gråt og kedeligt for tiden. Jeg har længe villet tage et par billeder til bloggen men jeg har ikke været hjemme i dagslys og så har det ikke givet så god mening.

Jeg håber, det bliver i weekenden jeg kan få taget et par billeder for selvom energiniveauet er vinter-lavt er der lavet en smule.

her er et proces-billede:

 


Det er et Camomille, jeg har strikket. Garnet er noget helt andet end Isagers, men det er blevet super skønt alligevel. Jeg havde ikke fået garn nok, så det er ikke blevet så stort som i opskriften, men stadig rigtig fint.

Midt i alt det mørke og grå er jeg ramt af en ondsindet forkølelse der holder mig på et overlevelses-niveau. Jeg når ikke så meget. I dag fik jeg så en fantastisk besked, jeg har vundet Charlotte Kaaes bog 'Krydret Strik', den kan da kun sætte kulør på alt det grå og er det ikke noget med at stærk mad hjælper på forkølelse? Det samme gør stærke farver sikkert!

God weekend!