fredag den 22. januar 2016

Monday - en mandagsmodel

Nogle gange er strikkeprocessen mere opslidende end afstressende. Til gengæld er det så en stor glæde når man er færdig. Monday har været sådan en model. Den er super skøn efter den er færdig, men den har givet mig en del besværligheder undervejs.


Det er et nemt stykke strikketøj, der ikke kræver helt vildt meget. I dette tilfælde har det nok været udfordringen. Trøjen er strikket i halvpatent, det er så dejligt at se på, men det kræver en smule koncentration at strikke. Især i mørkt garn hvor man ikke kan se maskerne, og især i mørkt garn når man taber en maske....



Faktaboks

Mønster: Monday af Susie Haumann, fra hæftet Grey Days

Garn: 1 tråd Blackhill Højlandsuld og en tråd Superfine alpaca - begge dele fra Garnudsalg

Pinde: Knit Pro 3,5 mm og 4 mm

Hot eller not: Den er blevet rigtig skøn. Mønsteret er enkelt og garnet er skønt. Det er lidt bøvlet at sy raglan-sømmene sammen og jeg tror det ville blive pænere hvis de blev strikket sammen. Jeg er begyndt at drømme om en trøje i halvpatent-mønsteret med knapper foran. Sådan en fin postkasserød trøje med træknapper kunne da være noget så fint....engang. 


6 kommentarer:

  1. Åh ja, den udfordring kender vi godt ;-) Men som du skriver, så er det bare fantastisk når trøjen er blevet færdig og hvor ser den lækker ud i en skøn farve :-) Raglan skal helt sikkert strikkes sammen! nogle at Susie Haumanns modeller er måske lige lidt "for basic" - men at sy raglan sammen er ikke for begyndere! Jeg er selv i gang med en større mohair-cardigan og den er bestemt ikke sjov at strikke (gammel ufo som jeg tager frem indimellem sokker og sjaler ;-))

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan rigtig godt lide mange af Haumanns modeller, men nogle gange ser jeg på opskriften og tænker at det kunne jeg godt have gjort selv. Det varer lidt tid inden jeg skal strikke patent i mørkegrå igen ;-)

      Slet
  2. Patent er tidskrævende at strikke. Lidt ligesom vævestrik, man føler man ikke rigtig kommer nogle vegne.
    Jeg er heller ikke tilhænger af sammensyede ærmer. Strikker dem altid rundt, hvis jeg kan slippe afsted med det.
    Hvis du overvejer en cardigan i patent kunne en Pine fra Helga Isager være superflot i rød. Den har været på min to-do liste i årevis, jeg er bare ikke nået så langt endnu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, patent udfordrer tålmodigheden. Måske er det derfor det er så fascinerende. Jeg har også set på pine, men der går lidt tid inden jeg skal strikke patent igen. Jeg overvejer dog at strikke noget vævestrik efter at have set ADs bog

      Slet
  3. Den ser noget så lækker ud. Har endnu Susie Haumann til gode. Er ret lun på Saturday, men uha den må være kedelig at strikke. Men, men, men engang imellem er det jo netop det, man har lyst til, så måske ......

    SvarSlet
  4. Den er bare flot! Jeg er også fan af Haumann og jeg fik fat i Grey days for et par år siden. Jeg kan anbefale sunday, og prøv at strikke den op i en anden kvalitet end modellen oprindelig er tænkt.

    SvarSlet

Jeg elsker kommentarer, tak fordi du tager dig tiden til at skrive en