mandag den 2. januar 2017

Vi starter igen

Det er ved at være et fast mønster. Bloggen dør hen i løbet af efteråret og bliver så genoplivet når nytåret kommer. Hvert år tænker jeg, at året X bliver året hvor blogning, brevskriveri og reduktion af garnlageret kommer i fokus - og hvert år ender det ud i at det kun holder 14 dage i januar. Det skal ikke afholde mig fra at prøve igen.

Jeg har opsat 5 mål for 2017. De er realistiske at opnå, men kræver alle en indsats. Jeg vil så gerne nå i mål med dem, måske det hjælper at skrive dem ned her.

5 mål for 2017

5 kilo

Planen for 2017 er overordnet at jeg skal tabe mig 5 kg. Jeg er ikke særlig god til at få lagt tid til motion ind i dagligdagen, jeg har ikke tid med fuldtidsjob, mand, barn, madlavning, indkøb og alt det andet jeg gerne vil. Hvis jeg kun har nået 2 kg når året er omme er jeg også glad for det. 5 kg er ambitiøst, men ikke uopnåeligt.

25 breve/julekort/postkort

Jeg vil forsøge at skrive 25 breve/postkort. Ikke nødvendigvis lange breve, men 25 gange vil jeg sætte mig ned, tænke på et andet menneske og skrive et par linjer eller 10. Jeg elsker at få breve, den der helt specielle følelse af at nogen ude i verden har tænkt på mig og gjort den lille indsats, det faktisk er. 25 er i gennemsnit 2 breve/postkort/julekort pr. måned, det burde være opnåeligt.

Annette Danielsen

Jeg har flere af hendes bøger: Grønland, Kunsten at strikke en ø, Vævestrik med japansk islæt, Vinterdage, Østen for solen og Knitting fools. Det har ikke fået mig i gang med hendes modeller. Jeg synes de er fine, jeg hører så meget godt om opskrifterne og alligevel kommer jeg ikke i gang. Målet for 2017 er at der skal strikkes en Annette Danielsen model. Nogen gode forslag på en opskrift, der er god at følge og som giver et godt resultat?

3 sjaler

Jeg vil strikke 3 sjaler. 1 til min mor, der har sukket efter et i flere år. Jeg vil så gerne have et "Kerteminde" fra Susie Haumanns bog Urban så det er et must-knit for 2017. Hvad det sidste skal være lader jeg stå åbent hen.

Overblik over økonomien...

Endnu et af de steder, det halter. Jeg bruger ikke flere penge, end jeg har og det har været med til at jeg ikke har følt behovet for overblik. Når sandheden skal frem aner jeg ikke hvad jeg bruger mine penge på (og jo, jeg kunne bare kigge i netbank og notere ned osv., men jeg får det ikke gjort). En anseelig del af min indtægt går til husleje, forsikringer osv - den del har jeg udliciteret til manden. Sidste år fik jeg lavet et system over madbudgettet - kuvertsystem a la luksusfælden. Målet var ikke at jeg skulle spare, målet var måske netop at prioritere kvalitet frem for mængder. Det er gået ufattelig godt, helt simpelt har jeg skrevet ned hvor mange penge, der er brugt og ikke hvad de er brugt på.
Nu er målet at det, der ligger ud over madbudget, telefonregninger og husleje bliver overskueligt. Ikke for at spare, men for at få overblik - det føler jeg, jeg har brug for.

Klar, parat, start...

Alt godt i 2017 til dig!

4 kommentarer:

  1. Jeg vil krydse fingre for, at du kommer igennem med alle dine mål - de er ikke urealistiske :-) Når jeg sætter mig mål, gør jeg status over dem sammen med min mand (eller veninder) ca. hver 14. dag - det er bare en snak over aftensmaden om hvordan det nu går og det er virksomt for mig. Måske kan du bruge den metode også - måske ikke, det kender jeg dig ikke godt nok til at vide :-) Rigtig godt nytår til dig og held og lykke. Vedrørende Annette Danielsen så er der meget at vælge imellem - de giver allesammen gode resultater. På min blog er der links til alle jeg har strikket gennem årene ude i højre margen, hvis du vil læse lidt om hvordan de er at strikke - held og lykke med det hele :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de krydsede fingre. Jeg tror selv på at det hele nok skal gå, det hele handler om at jeg mangler struktur og (som du skriver) en form for opfølgning. Planen er netop at det er ting, jeg godt kan overskue og ting, jeg virkelig gerne vil. Jeg vil fluks gå ind på din blog og se Annette Danielsens designs - tak for tippet :-)

      Slet
  2. Det er da fine og overskuelige ønsker for 2017. Pøj pøj med dem :-) Jeg har også Annette Danielsens bøger og har strikket en del af hendes opskrifter. Jeg tror simpelthen ikke, at du kan gå galt i byen - hun er dygtig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænker at jeg når i hvert fald et stykke ad vejen. Jeg ved ikke hvorfor jeg har fået den blokering ifht. Danielsens modeller, alle roser hendes opskrifter og de fleste designs er jo vidunderlige (og grunden til at jeg har hendes bøger). Jeg hygger mig lige nu med at se på muligheder

      Slet

Jeg elsker kommentarer, tak fordi du tager dig tiden til at skrive en